

Om stedet
I Iya-dalen på Shikoku løber Iya-floden, som man før i tiden har passeret via broer lavet ud af slyngplanter. Engang var der 13 af denne type broer rundt omkring i dalen, men i dag er der kun tre tilbage, som man har valgt at bevare, idet de nu om dage fungerer som turistattraktioner, og det koster derfor også penge at passere broerne, der desuden er blevet forstærket med brug af stålwirere, så de dermed er sikre at passere, ligesom de hvert tredje år bliver revet ned og genopført med brug af nye planter, som stammer fra lokalområdet, hvor de bearbejdes og samles i løbet af vinteren, så de tre broer fremstår intakte.
To af broerne findes dybt inde i dalen som et par, mens den tredje bro kaldet Iya Kazurabashi står for sig selv, og dette er ikke blot den længste af de tre broer, men også den mest besøgte, fordi den befinder sig nærmest offentlig transport. I modsætning til de to andre broer, så kan man dog kun passere Iya Kazurabashi én gang efter at have købt adgang, men det er derimod muligt at betragte broen fra en moderne bro lige ved siden af eller fra floden, der løber lige under den. I nærheden ligger desuden et lille vandfald, ligesom området lægger grund til flere restauranter og hoteller.
Iya Kazurabashi har en længde på 45 meter og en bredde på 2 meter og befinder sig 14 meter over jorden. Det er uvist hvornår og hvorfor, broerne i Iya-dalen blev opført, men en populær fortælling handler om Heike-klanen, der søgte tilflugt i dalen efter nederlaget til Genji-klanen i slutningen af 1100-tallet. For at kunne beskytte sig mod fremmede valgte klanen tilsyneladende at bygge broer af slyngplanter, så de nemt kunne ødelægges, hvis nogen prøvede at passere dem, og den dag i dag bor der stadig efterkommere af Heike-klanen i Iya-dalen.
Find vej
Iya Kazurabashi er et stop på en busrute, der går fra Awa-Ikeda station, Kawaguchi station og Oboke station. Awa-Ikeda station ligger længst væk, og turen med bus derfra tager en time, mens den fra Oboke tager 20 minutter. Der går kun ganske få busser om dagen, men fra Oboke går der ekstra busser i weekenden.
