átoa er navnet på et akvarium beliggende i Kobe. Dette åbnede i 2021 og har til formål at kombinere naturen med kunsten, og derfor findes de cirka 60 vandtanke i dekorative rum fordelt på tre etager, hvor de nærmest udgør udstillinger i samspil med omgivelserne. Her er eksempelvis et bibliotek, hvor man kan læse bøger, samtidig med at man kigger på fisk, samt et kinesisk inspireret rum med glasplader på gulvet, som der svømmer karper under. Japans største fiskebowle står desuden i et rum for sig selv, hvor den udgør hovedelementet i en forestilling med musik samt lys-, og røgeffekter.
Der findes over 3000 dyr fordelt på mere end 100 arter i átoa, hvilket ikke kun inkluderer fisk, men også krybdyr og padder - heriblandt kæmpeskildpadder. På øverste etage ligger desuden en tagterrasse, hvor man kan se oddere, pingviner og kapivarer.
átoa ligger ved havnefronten i Kobe, hvor den nærmeste station er Motomachi station, som ligger en kilometer derfra.