Gunma Safari Park

Gunma Safari Park er en 1500 km2 stor dyrepark beliggende i byen Tomioka i Gunma-præfekturet, som har lagt navn til parken. Denne åbnede i 1979, og som navnet antyder, er der tale om en såkaldt safaripark, hvor dyrene opholder sig på åbne arealer, hvor man kan komme tæt på flere af disse ved at køre rundt i biler - enten ens egen eller en lejebil, som parken stiller til rådighed. Det er også muligt at få en tur i en af parkens safaribusser, hvorfra man kan fodre udvalgte dyr.

Parken er hjemsted for over 1000 dyr fordelt på 100 arter, som befinder sig i forskellige sektioner baseret på de kontinenter, hvor dyrene har hjemme i naturen. Dyrene inkluderer blandt andet rovdyr såsom løver, tigre og bjørne, som man kan køre rundt i blandt i lukkede indhegninger, samt planteædere såsom giraffer, zebraer og hjorte, som går sammen i et større område. Der er også dyr, som bliver sat til at optræde for besøgende - heriblandt rovfugle, og så findes der desuden også en forlystelsespark i parken.

Gunma Safari Park er blandt andet kendt for at være stedet, hvor en afrikansk elefantunge første gang blev født i Japan, hvilket skete i 1989. Heruover har parken også fået opmærksomhed grundet flere dødsulykker. I 1990 blev en mandlig dyrepasser dræbt af en elefant, og i 2016 blev en kvindelig dyrepasser dræbt af en bjørn. I 1997 blev et ældre ægtepar desuden dræbt af en flok tigre, da de steg ud fra deres biler i dyrenes indhegning.

Gunma Safari Park ligger uden for Tomioka by, hvor der er 5 kilometer til den nærmeste station. Der går ikke busser til parken, så de fleste kommer med bil, da det ellers tager over en time at gå dertil.

Total Page Visits: 133 - Today Page Visits: 1