
Tohoku Safari Park er en 1500 km2 stor dyrepark beliggende i byen Nihonmatsu i Tohoku-regionen, som har lagt navn til parken. Denne åbnede i 1978, og som navnet antyder, er der tale om en såkaldt safaripark, hvor dyrene opholder sig på åbne arealer, hvor man kan komme tæt på flere af disse ved at køre rundt i biler - enten ens egen eller en lejebil, som parken stiller til rådighed. Det er endda tilladt at fodre planteædere fra bilerne, og dyrene er derfor blevet vant til at opsøge disse, fordi de forbinder synet af biler med føde.
Parken er hjemsted for over 1000 dyr fordelt på 100 arter, som befinder sig i forskellige sektioner, hvilket også inkluderer rovdyr såsom løver og tigre, som man kan køre rundt i blandt i separate indhegninger. Blandt planteædere finder man eksempelvis giraffer, zebraer og hjorte, som går sammen. Der er også dyr, som bliver sat til at optræde for besøgende - heriblandt søløver, aber og hunde.
Enkelte ulykker har fundet sted i Tohoku Safari Park, hvor en kvindelig dyrepasser i 1989 mistede en arm, da hun blev angrebet af en tiger, og i 2023 blev en mandlig dyrepasser dræbt af en løve.
Tohoku Safari Park ligger ikke i nærheden af nogen station. Fra Nihonmatsu station går der dog busser frem til parken, og turen tager 20 minutter.