Fugoppe-grotten

Da man i 1927 var ved at anlægge en jernbane i byen YoichiHokkaido, fandt man frem til klipper med helleristninger fra stenalderen, der lod til at være et ældgammelt skriftsprog bestående af uigenkendelige symboler. I 1950 fandt en gymnasieelev så frem til en grotte i nærheden, der viste sig at indeholde endnu flere helleristninger, der foruden de mystiske tegn også inkluderede tegninger af både dyr og mennesker, hvoraf nogle af disse var forsynet med vinger og horn. Det formodes, at disse helleristninger blev lavet et par hundrede år før vores tidsregning, men betydningen bag dem er fortsat en gåde, ligesom det er uklart, hvem der har stået for at udforme dem.

Grotten i Yoichi har fået navnet Fugoppe-grotten, og det er den ene af blot to grotter i Japan, hvor man har fundet helleristninger. Den anden er Temiya-grotten i nabobyen Otaru, der blev opdaget i 1866, og eftersom de to grotter befinder sig i samme område, tyder det på, at helleristningerne blev udformet af det samme folk, der med stor sandsynlighed var indvandrere fra det asiatiske fastland, som kom til Hokkaido med båd. Det er dog uvist, hvilket folkefærd, der helt nøjagtigt var tale om, men analyser af symbolerne tyder på, at disse kan være rituelle tegn med tilknytning til de stammefolk, som levede i det nordøstlige Asien.

Der findes over 800 helleristninger i Fugoppe-grotten, der i dag er åben for offentligheden, som kan betragte de ældgamle graveringer bag en skærm af glas. Grotten, der har en højde på 7 meter, en dybde på 6 meter og en bredde på 5 meter, befinder sig 1,5 kilometer fra Rashima station.

Total Page Visits: 63 - Today Page Visits: 2