Hodota-kofunerne

I Japan opførte man før i tiden gravhøje kendt som kofuner, hvor vigtige personer blev begravet. Disse fandtes i forskellige størrelser og former, og tusindvis af disse er gennem tiden blevet fundet rundt omkring i landet, hvor mange er blevet bevaret, fordi man i visse tilfælde har troet, at der blot var tale om bakker, indtil arkæologiske undersøgelser påviste, at der i virkeligheden var tale om grave. Mange kofuner er nemlig blot små høje indeholdende gravkamre, men de største af slagsen er imidlertid nøglehulsformede, og nogle af de bedst bevarede finder man i byen Takasaki, hvor der ligger tre kofuner, som tilsammen er kendt som Hodota-kofunerne.

Den største og ældste af disse er Futakoyama-kofunen, som har en længde på 108 meter, mens Hachimanzuka-kofunen er en anelse mindre med en længde på 102 meter. Disse to er derfor synlige på satellitbilleder, mens Yakushizuka-kofunen er lidt sværere at få øje på, eftersom denne i modsætning til de to andre ikke er intakt. Men den menes dog at have haft en længde på omkring 100 meter. Man har imidlertid formået at sikre bevarelsen af Futakoyama-kofunen og Hachimanzuka-kofunen, som man har restaureret og tilmed dekoreret med sten og lerkrukker samt statuer kaldet haniwa, der oprindeligt fungerede som ofringer, så man kan se, at der rent faktisk er tale om kofuner, som generelt kan være svære at få øje på i Japan grundet deres størrelse.

Besøgende har mulighed for at bestige kofunerne på stisystemer, idet disse er blevet genskabt, efter at man allerede har udført arkæologiske udgravninger og fundet frem til flere historiske artefakter, som findes udstillet på et tilknyttet museum, selvom gravene har været udsat for gravrøverier. Eftersom kofunerne blev anlagt, før et skriftsystem blev introduceret i Japan, så er der desuden ingen kilder, som fortæller, hvem som blev begravet i dem.

Hodota-kofunerne ligger ikke i nærheden af nogen station, men der går busser til området fra Takasaki station. Turen dertil tager lidt over en halv time, mens der er yderligere 20 minutters gang fra det nærmeste stoppested.

Total Page Visits: 256 - Today Page Visits: 1