Kofun er navnet på ældgamle gravsteder, der før i tiden blev anvendt i Japan, når man begravede vigtige personer såsom medlemmer af den royale slægt. Brugen af kofuner var mest udbredt i Kofun-perioden (250-538), der derfor er navngivet efter dem, indtil buddhismen blev introduceret i Japan og med tiden førte til mindre ceremonielle begravelsesritualer med mindre gravsteder. Over 160.000 kofuner er dog blevet lokaliseret rundt omkring i Japan - primært i de sydlige egne, hvor størstedelen af landets befolkning boede i Kofun-perioden. Med omkring 16.500 eksemplarer er Hyogo-præfekturet det præfektur med flest kofuner. Nogle af disse er desuden kendte for at være de største gravsteder i verden, idet deres størrelse overgår pyramiderne i Egypten, men langt de fleste er langt mindre, hvilket er grunden til, at der hele tiden opdages nye kofuner.
Kofuner er nemlig gravhøje, som varierer i størrelse, lige fra et par meter til flere hundrede meter, og mange er så store, at det kun er muligt at se dem fra luften. Rekordholderen er Daisen-ryo Kofun i Osaka-præfekturet, hvor Kejser Nintoku blev begravet, og denne har et areal på intet mindre end 460.000 kvadratmeter. Den er nemlig omgivet af en menneskeskabt voldgrav med vand og optræder derfor som en ø ligesom mange andre kofuner, men oftest er der blot tale om forhøjninger i landskabet, som kan have forskellige former, hvis betydning er ukendt. Den hyppigste form er nøglehulsformen, der kaldes for zenpo-koen-fun - eller zenbo-hoho-fun, hvis den runde form er mere kvadratisk, men der findes også cirkelformede kofuner kaldet enpun, og kvadratiske kofuner kaldet hofun. Kofun er derfor den overordnede betegnelse og betyder direkte oversat "gammel grav".
Arkæologiske udgravninger har været med til at kaste lys over, hvordan kofuner blev konstrueret. Når en ædel person døde, blev vedkommende lagt i en kiste (ofte med sine personlige effekter), som blev placeret i et hul i jorden, der herefter blev fyldt op. Efterfølgende fortsatte man dog med at hælde jord og sten på graven, således at der blev dannet en forhøjning, som man formede henover flere dage eller sågar år. Det menes for eksempel at det tog 16 år at konstruere Daisen Kofun. Mange steder formede man desuden en voldgrav rundt om graven, så denne ikke kunne betrædes, og visse steder eksisterer disse kunstige søer og øer altså fortsat den dag i dag, og flere store kofuner findes sågar i de samme områder - for eksempel i Osaka og Nara. Dog anses mange af disse også for at være hellige, og arkæologer har derfor aldrig fået lov at undersøge, hvad de indeholder, så det derfor heller ikke kan fastslås, om de overhovedet indeholder noget. Mange kofuner er imidlertid blevet ødelagt under byudvidelser og man har i den forbindelse kunnet fastslå, at kofuner både indeholder kister og ofringer. Kofunernes historiske værdi har desuden ført til, at flere af disse i 2021 blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv.
Under Kofun-perioden havde Japan tæt kontakt med Korea, hvor der tilmed også er fundet kofuner, men hvem der blev begravet i dem er fortsat omdiskuteret.