Tokyo Metropolitan Art Museum

Museum med skiftende udstillinger

Om stedet

Tokyo Metropolitan Art Museum ligger i Ueno Park i Tokyo og kaldes godt nok for et kunstmuseum, men der er snarere tale om et udstillingscenter, idet museet godt nok huser sin egen lille kunstsamling, men herudover stiller det sig også til rådighed og udstiller værker i samarbejde med udenlandske museer eller japanske organisationer, der kan leje sig ind i dets gallerier i en begrænset periode. Det vil altså sige, at udstillingerne jævnligt skiftes ud, så der hele tiden er noget nyt at opleve på museet, hvor mange berømte kunstværker har været udstillet gennem tiden, hvilket har inkluderet alt fra malerier og skulpturer til keramik og trætryk.

Museet åbnede som Japans første kunstmuseum i 1926, men det var først i 1975, at det fik sin egen samling i forbindelse med opførelsen af den nuværende museumsbygning. I dag beskæftiger Tokyo Metropolitan Art Museum sig primært med moderne kunst fra slutningen fra slutningen af 1800-tallet og frem. Som besøgende betaler man ikke for at komme ind på museet, men derimod for at få adgang til et eller flere af de i alt seks gallerier. Nogle af disse kan dog være gratis at besøge, hvilket for eksempel kan være med til at øge interessen for især ukendte kunstnere.

 

 Find vej

Ueno Park ligger lige ved siden af Ueno station.