Beppu Benten-dammen

Beppu Benten-dammenI Mine i Yamaguchi-præfekturet ligger Beppu Benten-dammen, der er kendt for sit gennemsigtige vand, som samtidig har en krystalblå farve. Denne skyldes, at vandet er fyldt med mineraler, som det har opsamlet på sin vej fra det nærliggende Akiyoshidai-plateau, hvor regnvandet løber ned i underliggende huler og flyder videre til blandt andet Beppu Benten-dammen, der sådan set er en åben grundvandskilde. Der er altså tale om ferskvand, som desuden er så rent, at besøgende gerne tager en tår, og man kan tilmed købe en flaske som souvenir. Vandet bliver desuden også anvendt til en nærliggende ørredfarm. Fra Beppu Benten-dammen løber flere bække, og selvom dammen kun er fire meter dyb, så passerer der hver time 11 tons vand igennem den. Dette fører blandt andet til, at dammen har en konstant temperatur på 14 grader. Den blå farve er stærkest om foråret og i sommermånederne.

Beppu Benten-dammen hører til den nærliggende Beppu Itsukushima-helligdom, der ligger 10 minutters gang fra det nærmeste busstoppested. Her kan man komme til fra Mine på 25 minutter. 

 

Total Page Visits: 278 - Today Page Visits: 1