Ikura-grotten

Ikura-grotten er en kalkstensgrotte beliggende i Okayama-præfekturet, hvor den ved et tilfælde blev opdaget i 1957. Da man året efter valgte at udforske grotten, lykkedes det at kortlægge 100 meter af denne, der allerede blev åbnet op for offentligheden året efter, hvor man anlagde både gulv og trapper. I 1962 valgte man så at forlænge grotten med en kunstig passage, så det dermed blev muligt at gå i ring fra åbningen, der befinder sig på en klippevæg ved Takahashi-floden. Før i tiden skulle man derfor sejle over denne for at komme frem til grotten, før en gangbro blev opført i stedet.

Nu om dage er Ikura-grotten oplyst i forskellige farver, så man kan beundre de flotte klippeformationer, der har fået navne efter både ting og fænomener, som de lader til at forestille, og inde i grotten befinder sig desuden både søer og vandfald, eftersom grotten er blevet formet af rindende vand, som stadig er med til at udvikle den. Uden for grotten befinder sig også et 72 meter højt vandfald samt en helligdom.

Ikura-grotten ligger cirka en kilometer fra Ikura station.

Total Page Visits: 53 - Today Page Visits: 3