Irimizu-shonyudo-grotten

En grotte fyldt med vand

Om stedet

Irimizu-shonyudo-grotten er en cirka 950 meter lang kalkstensgrotte beliggende i Fukushima-præfekturet i nærheden af den tre gange så lange Abukumado-grotte. Irimizu-shonyudo-grotten blev dog opdaget flere årtier før Abukumado-grotten, da forskere fandt frem til den i 1927, og i dag er størstedelen af grotten tilmed åben for besøgende, men grotten er imidlertid inddelt i tre sektioner, eftersom den bliver mørkere og smallere, desto dybere ind i den man kommer. Man kan derfor vælge at købe sig adgang til den første sektion, som kun er 150 meter lang eller den første og anden sektion, der tilsammen er 600 meter lang. Hvis man ønsker at udforske hele grotten, kræver det særlig erfaring, og man skal derfor forhåndsgodkendes.

De første 600 meter af grotten er dog også et eventyr for sig selv, idet grotten er blevet formet af et underjordisk vandløb, som man er nødt til at vade igennem, når man begiver sig igennem den. På de første 150 meter når vandet kun op til anklerne eller skinnebenene, mens det herfra når op omkring brystet. Irimizu-shonyudo-grotten er derfor kendt for at være en af de mest autentiske grotte-oplevelser i Japan, hvor man skal møve sig igennem snævre passager eller kravle gennem vand. Man bliver derfor våd af at besøge grotten, så det er en god idet at medbringe skiftetøj og håndklæder, da man ved ankomsten kun får udleveret pandelygte og hjelm, ligesom man får nogle basale sikkerhedsinstruktioner.

 

 Find vej

Irimizu-shonyudo-grotten ligger 2 kilometer fra Sugaya station.