Shoseien

ShoseienShoseien er en japansk have tilknyttet Higashi Honganji-templet i Kyoto, men haven befinder sig imidlertid ikke på selve tempelgrunden, men derimod 150 meter derfra, og med et areal på 3,4 hektar må det siges at være en stor udgave af en japansk have, der snarere minder om en park. Den oprindelige have blev efter sigende grundlagt tilbage i 800-tallet, men i dag er der dog kun en dam tilbage fra den tid, eftersom anlæggelsen af den nuværende have begyndte i 1643, efter grunden to år forinden var blevet doneret til Higashi Honganji af Tokugawa-shogunatet. Haven blev indrettet således, at templets præster kunne vandre rundt i den og slappe af eller læse. I 1800-tallet opstod der dog borgerkrige i Kyoto, og det førte til, at alle bygninger i Shoseien nedbrændte, ligesom store dele af haven blev lagt i ruiner. I slutningen af 1800-tallet valgte man dog at genetablere haven, som nu er åben for offentligheden, og stedet er især populært om foråret, hvor folk strømmer til for at se havens kirsebærtræer og forskellige blomster springe ud. Nogle gange er Shoseien også kendt som Kikokutei efter en type sitrusfrugt, der tidligere voksede på grunden.

Shoseien ligger cirka et kvarters gang fra Kyoto station, men er nem at overse, eftersom hele haven er skærmet af af en mur.

Total Page Visits: 354 - Today Page Visits: 1