Rail Mountain Bike Gattan Go

Rail Mountain Bike Gattan Go

Rail Mountain Bike Gattan Go ligger i den lille by Kamioka i Gifu-præfekturet og er noget så finurligt som en nedlagt jernbanestrækning, som man simpelthen har valgt at genanvende ... til cykler. Dette er altså en måde at tage på sightseeing i byen, mens man får motion og samtidig slipper for at fare vild. Der er nemlig tale om en 6 kilometer lang rundtur, som starter og slutter samme sted, og fordi turen foregår på en tidligere jernbane, så får man mulighed for at betragte omgivelserne fra unikke vinkler, ligesom man naturligvis skal passere over broer og igennem dybe og mørke tunneller på sin vej.

Der er tale om rigtige cykler, som er blevet modificeret, så de kan stå stabilt og klare sig på skinner, men cyklerne kommer dog kun i par, hvilket vil sige, at man mindst skal være to deltagere. Der findes dog også en eneforælder-cykel med sidevogn til et enkelt barn, men ellers er standarden to cykler, som desuden kommer med vogne bagtil og midt på, så selv store familier kan tage på cykeltur sammen.

Rail Mountain Bike Gattan Go er åben fra april til november, og fordi skinnerne er optaget, når nogen cykler på disse, så er der kun tid til op til 8 ture om dagen i åbningstiden - dog kan der sagtens sendes flere grupper af sted på samme tid i forskellige intervaller, og det tager cirka en time for alle at foretage rundturen. Der skal derfor reserveres tid på forhånd, hvilket kan gøres online. Det er vigtigt, at man møder op i god tid, så tidsplanen kan overholdes, og kommer man for sent, mister man sin reservation.

Af sikkerhedsmæssige årsager får man udleveret en hjelm, som man skal have på under hele turen, og under denne må man desuden ikke stige af cyklen. Uden for byen ligger en længere strækning, der kun er åben for voksne, idet denne foregår i et mere naturligt (og derfor farligere) terræn. Dette er en separat rute, der er cirka en halv kilometer længere end den i byen, hvilket vil sige, at den også tager længere tid at gennemføre.

Der går busser til Kamioka fra Takayama. Turen tager cirka en time og tyve minutter.

Total Page Visits: 501 - Today Page Visits: 1