

Om stedet
Choshi Port Tower er et 57 meter højt tårn, der i 1991 blev opført i havnebyen Choshi i Chiba-præfekturet med det formål at give folk muligheden for at beundre udsigten ud over byens havneområde og Stillehavet. Tårnet består af to søjler beklædt med glas, hvor man fra elevatoren har mulighed for at kigge ud, mens man tager turen mod toppen, hvor der ligger et observatorium i 47 meters højde, hvorfra der er et 360 graders udsyn ud over området, så det blandt andet også er muligt at se Fuji-bjerget i horisonten på en skyfri dag, ellers kan man også kigge direkte ned på Tone-floden, der munder ud i havet lige ved siden af tårnet.
I observatoriet finder man desuden et spilleområde og en café, så tårnet er et populært sted for folk, der bare gerne vil hygge sig, eller kærestepar, der vil have en romantisk oplevelse.
Find vej
Choshi Port Tower ligger lidt over 1,5 kilometer fra Kasagami-Kurohae station, hvorfra der er cirka 25 minutter til fods.