10 af Japans ældste

Så længe tiden går, bliver gammelt erstattet af nyt, mens eksisterende ting er dømt til at forfalde og således gå tabt i historien. Ved at bevare noget, sikrer man ikke blot et element fra fortiden – man gemmer også et fysisk minde om denne, hvilket kan vise sig at være af stor betydning. For når noget bliver ældre, kan det meget vel ende med at blive det ældste inden for en bestemt kategori og dermed også det sidste led i en historisk kæde, som aldrig kan gendannes.

Dette er en liste over 10 af de ældste ting i Japan inden for vidt forskellige kategorier. Bemærk, at der er tale om eksisterende objekter, som endnu er intakte eller har bevaret deres funktion. De behøver dog ikke at være fuldkommen originale, men blot have overlevet tidens tand i samme form eller på samme sted.

10: Japans ældste kirsebærtræ

Jindaizakura er navnet på et kirsebærtræ, der befinder sig i byen Hokuto i Yamanashi-præfekturet. Man antager, at træet har en alder på mellem 1800 og 2000 år, og man mener derfor, at der er tale om det ældste kirsebærtræ i Japan og muligvis i hele verden. I dag er der da heller ikke meget af træet tilbage, idet dets primære stamme blot er en beskeden stump, men fra denne udspringer imidlertid grene, der fortsat den dag i dag springer ud og trækker besøgende til hvert forår. Selve stammen har en omkreds på over 10 meter, og allerede i 1922 fik træet status som et naturmonument. Besøgende kan derfor ikke komme tæt på Jindaizakura, men må nøjes med at beundre træet bag en indhegning.

9: Japans ældste rutsjebane

Forlystelsesparken Hanayashiki i Tokyo bliver generelt anset for at være Japans ældste forlystelsespark, idet denne åbnede som en botanisk have i 1853. Først senere kom forlystelser til, og i dag inkluderer disse Japans ældste rutsjebane, som blev opført i parken i 1953. Det var tilmed den første japansk producerede rutsjebane, og eftersom dette var den eneste i parken, fik den blot navnet “Roller coaster”. Turen i denne foregår i fire vogne med i alt 16 sæder, og topfarten er på 42 kilometer i timen uden de store stigninger eller dyk, så den kan prøves af både børn og voksne.

8: Japans ældste springvand

Kenrokuen i Kanazawa er kendt for at være en af Japans tre bedste landskabshaver. Denne blev grundlagt i 1620 og tilhørte dengang Maeda-klanen, der besad titlen som daimyoer i domænet helt frem til slutningen af 1800-tallet, hvor Kenrokuen blev åbnet op for offentligheden, der i dag har mulighed for at besøge haven. I denne finder man blandt andet det, der anses for at være Japans første springvand – i hvert fald det ældste, idet dette blev lavet i 1861 og stadig fungerer, som det oprindeligt gjorde. Springvandet holdes nemlig i gang via et naturligt vandtryk fra en nærliggende sø, og fordi denne befinder sig højere end den dam, hvori springvandet findes, så fører dette til en konstant vandstråle, der kan nå en højde på 3,5 meter.

7: Japans ældste ur

I 1611 modtog Japans shogun, Tokugawa Ieyasu, et ur fra Kong Philip III af Spanien. Uret blev fremstillet i slutningen af 1500-tallet og var en gave til shogunen som tak for, at han i 1610 havde hjulpet nogle spanske skibbrudne, som var strandet i Japan. Tokugawa Ieyasu syntes så godt om uret, at han havde det stående fremme som en dekoration, og da hans liv endte i 1616, fulgte det tilmed med ham i døden, idet uret blev overdraget til Kunozan Toshogu-helligdommen i Shizuoka, som er dedikeret til Tokugawa Ieyasu. Hér har uret stået lige siden, uden det nogensinde har været i brug eller skilt ad, og det er således ikke blot det ældste ur i Japan – det er også et af de bedst bevarede eksemplarer i verden fra den tid, det blev fremstillet.

6: Japans ældste skorsten

Minearbejde er lig med forurening, så for at komme denne til livs, valgte man i 1915 at opføre en 155 meter høj skortsten ved Hitachi-kobberminen, så røgen herfra kunne blive sendt op i atmosfæren og således langt væk fra arbejderne, hvis helbred dermed blev forbedret. Skorstenen blev Hitachis vartegn og var ikke blot den højeste skorsten i Japan, men i hele verden, og selv efter minen lukkede i 1965, fik denne lov at stå helt frem til 1993, hvor den desværre knak sammen som følge af slitage. De tilbageværende rester af skorstenen blev efterfølgende repareret, så den atter kunne tages i brug, og den nu 54 meter høje skorsten er derfor stadig aktiv mere end 100 år efter dens opførelse.

5: Japans ældste klokketårn

Tokeidai er navnet på en bygning beliggende i Sapporo på Hokkaido, der har status som værende Japans ældste moderne klokketårn. Bygningen blev nemlig opført i 1878, mens man var i gang med at grundlægge Sapporo ved at anlægge landbrug på Hokkaido, og bygningen var derfor tilknyttet Sapporos landbrugsuniversitet. Først i 1881 blev denne omdannet til et klokketårn, da byen indkøbte en klokke fra Boston i USA, som blev installeret sammen med et ur, hvilket siden har gjort Tokeidai til en af Sapporos mest ikoniske bygninger, ligesom det er byens ældste. Tokeidai har derfor fået status som kulturskat, og den originale klokke er stadig i brug, idet den fortsat ringer, hver gang klokken slår hel.

4: Japans ældste teleskop

Det første teleskop blev importeret til Japan i 1613 af den engelske handelsrejsende John Saris. Dette blev overdraget til Japans daværende shogun, Tokugawa Ieyasu, men er siden gået tabt i tiden. I Japan begyndte man dog at producere sine egne teleskoper med udgangspunkt i det eksemplar, som John Saris havde bragt til landet – heriblandt en kopi, som menes at være blevet fremstillet i 1650, og da denne siden er blevet bevaret, er det dermed det ældste teleskop i Japan. Dette findes i dag udstillet på Tokugawa Art Museum i Nagoya og er i så god stand, at man endnu kan anvende det.

3: Japans ældste torii-port

En torii er en traditionel japansk port, der primært befinder sig i nærheden af shinto-helligdomme eller ved hellige steder, da det er ment som et indgangsparti til guderne. Konceptet med torii-porte er så gammelt, at ingen kilder dokumenterer deres oprindelse, og det vides derfor ikke, hvordan de helt nøjagtigt opstod. Man formoder dog, at den ældste eksisterende torii-port befinder sig i Yamagata, selvom man ikke ved, hvornår denne blev opført, men ifølge kilder var det muligvis i 970’erne, hvilket vil sige, at torii-porten er over 1000 år gammel. Denne er dog lavet af sten, hvilket kan være årsagen til, at den har formået at overleve tidens tand, ligesom Yamagata sjældent er blevet ramt af naturkatastrofer.

2: Japans ældste fotografi

I 1848 blev det første kamera importeret til Japan af fotografen Ichiki Shiro, der stod bag nogle af de første og således også de mest kendte forografier i Japan fra denne tid. Det menes sågar, at han tilmed tog de første fotografier i Japan, men der gik dog mange år, før han formåede at mestre den komplicerede teknologi og fremstille det første fotografi, hvilket skete i 1857. Blandt de første billeder var et portræt af Shimazu Nariakira, der var Satsuma-klanens overhoved, og dette fotografi eksisterer endnu og betragtes dermed for at være det ældste i Japan, mens man ikke kan være sikker på, om det var det første. Billedet var forsvundet i over 100 år, før det igen blev opdaget i 1975, og det har i dag status som kulturskat.

1: Japans ældste TV-tårn

Nagoya TV Tower er et TV-tårn beliggende i Hisaya Odori Park i Nagoya. Tårnet blev bygget i 1954, hvilket gør det til det første og således også ældste TV-tårn i Japan. Ligesom med Tokyo Tower har man valgt at kopiere designet af Eiffeltårnet, men i modsætning til Tokyo Tower, der er højere end Eiffeltårnet, så er Nagoya TV Tower mindre, idet det har en højde på 180 meter. Det er muligt for besøgende at komme op i Nagoya TV Tower, hvor man i 30 meters højde kan spise på en restaurant, mens man i 90 meters højde finder et ydre og et indre observationsdæk, hvor man kan nyde en 360 graders udsigt ud over byen.

Total Page Visits: 67 - Today Page Visits: 2