I Japan har man en unik religion kaldet shintoismen, hvor der findes guder kendt som kami. Disse er spirituelle manifestationer af både fysiske ting og fænomener, som eksisterer i en åndelig verden, så man derfor ikke kan observere dem. Japanske guder bliver dog oftest portrætteret som menneskeskikkelser og besidder både køn og forskellige personligheder.
Dette er en liste over 10 af de mest kendte japanske guder. Klik HER for at se en længere liste over japanske guder.
10: Ebisu
Ebisu er blandt andet guden for held, fiskeri, handel, velstand og succes. Ebisu har nemlig selv overkommet modgang, idet han blev skabt som et deformt barn, der blev kastet i havet, hvor han formåede at overleve, da han drev i land i Japan, hvor han blev til en gud. Eftersom han selv overlevede til søs, så blev det normalt blandt fiskere og søfarere at tilbede Ebisu i håb om, at han ville beskytte dem på havet, og da han netop havde held i sit eget liv, blev han en af de syv lykkeguder i japansk mytologi. Han blev således også guden for handel, da dette er et af de områder, hvorved man kan tilegne sig rigdom og forbedre tilværelsen ved at opnå succes, så det er eksempelvis udbredt blandt butiksejere at have en statue af Ebisu stående. Han er kendt for at være en munter tyk mand, der typisk portrætteres med en fisk i hånden.
9: Fujin
Fujin er en vindgud, som ofte optræder i fortællinger og portrætteringer med sin partner Raijin, som er guden for torden, og tilsammen er de altså vejrets guder, der skaber tyfoner og storme, når der opstår konflikter imellem dem. Fujin er også en af de guder, der ikke ligner et menneske, idet han betragtes som en dæmonlignende mand med grøn hud og bar overkop, og med sig har han altid en pose fyldt med vind, som han lukker op for, når han skal få det til at blæse. Han portrætteres desuden ofte fire fingre på hver hånd, der symboliserer de fire verdenshjørner. Det var blandt andet et uvejr, der forhindrede Japan i at blive invaderet af mongolerne i 1200-tallet, hvilket skabte begrebet kamikaze, der betyder guddommelig vind, eftersom det kunne tyde på, at Fujin beskyttede Japan, og han betragtes derfor ikke kun for at være ond.
8: Raijin
Raijin er en tordengud, som ofte optræder i fortællinger og portrætteringer med sin partner Fujin, som er guden for vind, og tilsammen er de altså vejrets guder, der skaber tyfoner og storme, når der opstår konflikter imellem dem. Raijin er en af de guder, er ikke ligner et mennesker, for han afbildet oftest som en dæmonlignende mand med hvid eller rød hud i bar overkrop. Han har ofte tre fingre på hver hånd, der skal repræsentere fortiden, nutiden og fremtiden, og i dem har han en hammer, som han bruger til at slå på nogle trommer, der skaber tordenbrag. Raijin anses generelt for at være en ondsindet gud, og han er ifølge sagnet glad for at spise maver, så i Japan bliver børn bedt om at skjule deres navle under tordenvejr, fordi Raijin kan risikere at komme og fange dem, hvis han får øje på deres maver.
7: Tenjin
Tenjin er guden for lærdom, og derfor er der mange helligdomme dedikeret til ham rundt omkring i Japan, hvor særligt studerende kommer for at bede om gode karakterer i skolen. Oprindeligt var Tenjin dog et menneske ved navn Sugawara no Michizane, der levede i slutningen af 800-tallet, hvor han var en af de mest anerkendte akademikere i sin tid. Han blev dog drevet på flugt af Fujiwara-klanen, så han måtte slå sig ned på Kyushu., og efter hans død omkom flere medlemmer af Fujiwara-klanen i naturkatastrofer, og man antog derfor, at det var Sugawara no Michizanes ånd, der tog hævn. For at berolige denne fik den derfor tillagt guddommelig status og tilbedt for at forhindre naturkatastrofer, inden Tenjin med tiden blev gjort til guden for læring.
6: Okuninushi
Okuninushi er en jordisk gud, der stod for kultiveringen af den jordiske verden, efter at han havde tilkæmpet sig magten over denne ved at besejre sine brødre. Okuninushi blev dog selv besejret af de himmelske guder, som overtog Jorden fra de jordiske guder ved at sende Ninigi ned på denne, hvor han indledte den menneskelige tidsalder, da hans efterkommere påbegyndte den japanske kejserslægt, som derfor menes at være beslægtet med guderne. Efter sit nederlag svandt Okuninushi bort i en hinsides verden, men han sørgede dog for, at Izumo-helligdommen blev opført i hans ære, og denne er nu en af de vigtigste helligdomme i Japan, hvor det siges, at guderne hvert år forsamler sig. Som en jordisk gud var Okuninushi tæt knyttet til naturen, og han havde eksempelvis evnen til at kommunikere med dyr.
5: Hachiman
Hachiman er en gud, som dog startede ud med at være et menneske. Der er nemlig tale om den mytiske Kejser Ojin, der efter sin død blev gudeliggjort under navnet Yahata no Kami og senere Hachiman. Dette skete i en tid, imens buddhismen var ved at blive introduceret i Japan, hvor denne gled sammen med shintoismen, og Hachiman gjorde det samme, da han blev overført til buddhismen som en gud ved navn Hachiman Daibosatsu, som det blev muligt at tilbede ved templer såvel som helligdomme, og Hachiman-helligdomme er nogle af de mest populære, fordi han er en krigergud, som særligt samuraier har følt en tilknytning til, da de betragtede ham som deres beskytter og kilde til styrke.
4: Inari
Inari er en af de vigtigste guder indenfor shintoismen. Det er nemlig hende, der er guden for ris, sake og te, ligesom hun også er guden for ræve, hvilket er grunden til, at Inari nu og da portrætteres som en ræv, men ellers er det normalt at afbilde hende som en kvinde. Dog har man i sin tid været af den overbevisning, at hvide ræve var Inaris budbringere, hvilket er grunden til, at lige netop ræve er blevet tillagt en særlig status i Japan, hvor man også finder rævestatuer ved de tusindvis af helligdomme dedikeret til Inari. Det er eksempelvis hér, man kan bede for en god høst, ligesom Inari er guden for koncepter som frugtbarhed og handel. Derfor er det populært blandt firmaer at donere torii-porte til Inari-helligdomme i håb om at tilegne sig Inaris velsignelse, så forretningen dermed vil gå godt.
3: Izanagi og Izanami
Izanagi og Izanami er et søskendepar, som var blandt de første guder, der opstod i Himlen, hvor de fik til opgave at gøre Jorden fast. Dette resulterede i dannelsen af Japan, som derfor siges at være blevet skabt af guderne, og Izanagi og Izanami stod ligeledes bag skabelsen af flere guder. Da Izanami fødte ildguden Kagutsuchi, brændte hun dog ihjel og endte med at blive dødens gud, da hun havnede i dødsriget Yomi og således blev separeret fra Izanagi, der endte med at skabe nogle af de mest kendte og vigtigste guder, da han vaskede sig efter at have befundet sig i Yomi – heriblandt havguden Susanoo og solguden Amaterasu. Han og Izanami er derfor også nogle af de vigtigste guder og spiller en betydelig rolle i japansk mytologi.
2: Susanoo
Susanoo blev skabt som havets gud, men senere blev han også stormens gud, da han raserede Himlen og herefter blev forvist til Jorden, hvor han endte med at slå sig ned i underverdenen Ne-no-Kuni. Han er generelt kendt som en temperamentsfuld gud – præcis som vinden og havet, der kan gå fra at være mild til at være aldeles aggressiv. Han bliver typisk portrætteret som en krigerskikkelse med et stort sværd, som han fandt i halen på den ottehovedet drage Yamata no Orochi efter at have nedlagt denne. Sværdet gav han til sin søster – solguden Amaterasu, som overdrog det til sit barnebarn Ninigi, da han steg ned på Jorden og påbegyndte den japanske kejserslægt, der siden har haft sværdet som et bevis på deres tilknytning til guderne.
1: Amaterasu
Amaterasu bliver ofte anset for at være den vigtigste af alle japanske guder, fordi hun er gudinden for solen. Hun blev skabt samtidig med havets gud, Susanoo, og måneguden, Tsukuyomi, som Amaterasu blev gift med. De to blev dog senere skilt, hvorved de to blev separeret, og dag og nat blev skabt. Mens Amaterasu vogter over himlen om dagen, så tager Tsukuyomi over om natten. Det var desuden Amaterasus barnebarn, Ninigi, der blev sendt til Jorden for at regere denne, hvilket påbegyndte den japanske kejserslægt, idet Ninigis oldebarn Jimmu blev Japans første kejser. Ise-helligdommen, som er den vigtigste helligdom i Japan, er dedikeret til Amaterasu, der oftest portrætteres i en lys kimono og med et diadem op hovedet, hvorfra der optræder lysstråler.