Japan er et stort og folkerigt land, hvor man kan bryste sig af at have haft og endnu har mange verdensrekorder, hvoraf nogle af disse er officielle, mens andre derimod er uofficielle, som endnu ikke er blevet verificeret. Blandt Japans tidligere verdensrekorder fandt man eksempelvis verdens længste hængebro, verdens højeste bygning og verdends ældste virksomhed. Disse er dog blevet slået af pinden, men Japan har endnu verdensrekorden inden for andre kategorier.
Dette er en liste over 10 nuværende officielle japanske verdensrekorder.
10: Verdens travleste station
Japan har et punktligt og komplekst jernbanesystem, der gør det fordelagtigt at benytte sig af toget som transportmiddel. Dette er også tilfældet i Tokyo, hvor millioner af byens indbyggere benytter sig af tog som deres primære transportmiddel i hverdagen, og flere af verdens travleste stationer er derfor beliggende hér, hvilket også er tilfældet med den travleste i hele verden, idet over 2,5 millioner passagerer dagligt benytter sig af Shinjuku station, hvor passagerstrømmen før har været over 3 millioner. Stationen er et stop på flere toglinjer drevet af forskellige selskaber, hvilket inkluderer Tokyos metro, men Shinjuku station er dog ikke en shinkansen-station.
9: Verdens bedst sælgende tegneserie
One Piece er en mangaserie, der første gang blev udgivet i 1997 af Eiichiro Oda. I serien følger man karakteren Monkey D. Luffy i hans søgen efter skatten One Piece, som altså har lagt navn til serien. På sin rejse møder han mange forskellige karakterer i et unikt univers, der har formået at skabe en bred fanskare i hele verden, hvorved One Piece er blevet en af de mest kendte og populære mangaserier, og så endda den bedst sælgende enkeltstående serie på verdensplan, idet der er solgt over 500 millioner eksemplarer af de mere end 100 numre, som serien dækker over. Herudover er der dog også blevet udgivet en lige så populær animeserie, som er over 1000 episoder lang, ligesom der er blevet produceret flere film, hvilket inkluderer en international live action version.
8: Verdens ældste hotel
Nishiyama Onsen Keiunkan er et privatejet hotel beliggende i byen Haakawa i Yamanashi-præfekturet. Hér blev hotellet grundlagt af Fujiwara Mahito i 705, og hotellet er derfor mere end 1300 år gammelt, hvilket i 2011 gav det status som det ældste endnu aktive hotel i verden. Hotellet er nemlig stadig åbent for besøgende, men har naturligvis gennemgået store forandringer gennem tiden. Nishiyama Onsen Keiunkan er imidlertid et såkaldt ryokan, hvilket er et traditonelt japansk gæstgiveri, hvor man kan opleve en gammeldags atmosfære, hvilket inkluderer varme kilder. Vandet fra disse er blevet benyttet fra de samme kilder siden hotellet åbning, og i 52 generationer var hotellet desuden drevet af den samme slægt, indtil man i 2017 ikke kunne finde nogle familiemedlemmer, der ville videreføre hotellet, som der blev overtaget ef en ny ejer.
7: Verdens bedst sælgende bilmærke
Den japanske bilproducent Toyota blev grundlagt i 1937, og siden da har man formået at etablere sig som et af de førende bilmærke på verdensplan, hvor Toyota har opnået så massiv dominans, at der i dag er tale om det bedst sælgende bilmærke i verden. I 2022 solgte Toyota over 10 millioner biler, mens der i 2023 blev solgt mere end 11 millioner, hvilket var 2 millioner flere biler end konkurrenten Volkswagen på andenpladsen. Den bedst sælgende bilmodel nogensinde er desuden Toyota Corolla, der blev lanceret i 1966, og i 2021 rundede 50 millioner solgte eksemplarer, selvom modellen har gennemgået store ændringer gennem tiden. Selv i 2023 befandt Toyoto Corolla sig på en tredjeplads over det mest solgte bilmærke i verden.
6: Verdens længst siddende dødsfange
I 1966 var den dengang 20-årige Nobuo Oda involveret i et rovmord i Fukuoka i selskab med en 17-årig kammerat. Aldersforskellen skulle dog vise sig at få konsekvenser for Nobuo, for imens hans ven blev idømt 13 års fængsel for deltagelse i forbrydelsen, så blev Nobuo derimod dømt til døden for at have stået bag denne. Nobuo tilstod nemlig, at det var ham, der startede den brand, som kostede en mand livet i den elektronikbutik, som de to unge fyre valgte at berøve, men senere trak han tilståelsen tilbage, da han påstod, at denne var blevet tvunget ud af ham. Dette er muligvis forklaringen på, at han mere end et halvt århundrede senere stadig befinder sig på dødsgangen og således er blevet den længst siddende dødsfange i verden. For skønt der ikke hersker tvivl om, at han deltog i drabet på en mand, så det derimod uklart, hvilket rolle han nøjagtigt spillede i dette.
5: Verdens bedst sælgende franchise
Pokémon blev oprindeligt udgivet som et GameBoy-spil af Nintendo i 1996, hvor konceptet bestod i at fange monstre, som man kunne anvende i kamp. Konceptet er endnu det samme, men siden da har man udviklet videre på universet, så Pokémon nu om dage er endt med at blive verdens absolut mest populære fanchise baseret på indtægter knyttet til dette. Pokémon førte eksempelvis til udgivelsen af en anime-serie, der var med til at gøre Pikachu til en af verdens mest kendte karakterer, og denne er på en måde blevet Pokémons maskot. Der findes nu over 1000 forskellige Pokémon’er, og der bliver hele tiden bygget videre på universet med udgivelsen af nye spil til forskellige enheder, ligesom der findes spillekort, samlefigurer og mange andre forskellige typer merchandise, der sælges i et bredt omfang i hele verden.
4: Verdens ældste træbygning
Horyuji er et buddhistisk tempel, der befinder sig i byen Ikaruga syd for Nara. Sammen med det nærliggende Hokkiji-tempel var Horyiji Japans første bidrag til UNESCOs liste over verdensarv i 1993, hvilket blandt andet skyldes, at templets hovedbygning og pagode anses for at være blandt verdens ældste bygningsværker af træ, selvom de med tiden har gennemgået renovationer, så de ikke fremstår fuldkommen originale. Grundpillen i pagoden stammer imidlertid fra templets grundlæggelse helt tilbage i 607, hvor Horyuji var blandt de første templer, der blev opført i Japan, da buddhismen blev bragt til landet fra Kina. De fleste bygninger brændte imidlertid ned efter at være blevet ramt af et lyn i 670, og de nuværende konstruktioner stammer derfor fra genopbygningen umiddelbart efter.
3: Verdens største gravsted
Kofuner er enorme gravhøje, der før i tiden blev anlagt i Japan, og i dag er disse kendte for at være den største type gravsteder i verden, idet deres størrelse selv overgår pyramiderne i Egypten. Den absolut største kofun befinder sig i Osaka, hvor man finder den 486 meter lange og 307 meter brede Daisen-ryo Kofun, der siges at være Kejser Nintokus hvilested. Han regerede ifølge legenden fra 313 til 399, og efter hans død blev Daisen-ryo Kofun anlagt i et område med mange andre kofuner kendt som Mozu-kofunerne, hvor den blev forsynet med hele tre voldgrave. Det krævede efter sigende 2000 mænd at anlægge den enorme kofun, hvilket tog 16 år, og eftersom grunden anses for at være hellig, så har man ikke foretaget arkæologiske udgravninger, hvorved det aldrig er blevet bevist, at Kejser Nintoku ligger begravet på denne.
2: Verdens højeste tårn
Tokyo Skytree er med sine 634 meter verdens højeste tårn samt Japans højeste og verdens næsthøjeste struktur. Der er tale om et TV-tårn som erstatning for Tokyo Tower, idet de høje bygninger i Tokyo forstyrrede signalet, hvorfor der var behov for et højere tårn, hvilket betød, at man i 2008 påbegyndte konstruktionen af Skytree. Det blev med støtte fra diverse investorer besluttet at placere Skytree i Sumida-bydelen for dermed at stimulere udviklingen i området, hvilket betød, at man samtidig byggede en række tilhørende faciliteter såsom et akvarium, et shoppingcenter og tårnets helt egen station. Oprindeligt var det planen, at tårnet skulle være 610 meter højt, men senere besluttede man sig for at bygge det 634 meter højt, fordi 6, 3 og 4 kan udtales som mu-sa-shi, hvilket engang var navnet på det distrikt, hvor tårnet blev opført.
1: Verdens ældste mand
I 2013 blev den 113-årige Jiroemon Kimura den ældste levende mand, og året efter tog han titlen som den officielt ældste mand i verdenshistorien, da han slog Christian Mortensen af pinden, der i 1998 døde i en alder af 115 år og 252 dage. Jiroemon ville imidlertid også nå at opleve sin 116 års fødselsdag, før han 54 dage senere døde den 12. juni 2013. Ingen mand har siden formået at leve længere end Jiroemon Kimura, men flere kvinder har dog levet længere end ham. Dog var Jiroemon faktisk den ældste levende person i verden i et halvt år op til sin død – en titel som mænd meget sjældent besidder.