De første forlystelsesparker i Japan åbnede i begyndelsen af 1900-tallet, og i årtierne efter Anden Verdenskrig skød hundredvis af forlystelsesparker op overalt i landet som et symbol på den økonomiske vækst, fordi at japanerne havde råd til at tage ud at more sig. Lige så mange er siden lukket, for i begyndelsen af 1990’erne blev den japanske økonomi ramt af en krise, og mange forlystelsesparker gik efterfølgende konkurs grundet manglen på kunder. De lukkede forlystelsesparker blev på den måde et billede på den økonomiske krise, idet japanerne ikke længere havde råd til at have det sjovt, og med tabet af dem forsvandt også det liv og de farver, som kendetegnede dem. Forlystelsesparker fortsætter dog med at lukke, lige meget hvor populære de er, og dermed forsvinder der også seværdigheder og ikoniske monumenter.
Dette er en liste over ti udvalgte japanske tema- og forlystelsesparker, der af den ene eller anden grund har måttet lukke.
10: Fushimi Momoyama Castle Land
I Momoyama i det sydlige Kyoto lå engang en borg kendt som Fushimi-borgen, og denne valgte man at tage udgangspunkt i, da man i 1964 opførte en forlystelsespark kaldet Fushimi Momoyama Castle Land med en moderne kopi af Fushimi-borgen som hovedattraktionen. Denne mødte dog konkurrence, efterhånden som andre forlystelsesparker åbnede i Japan, hvilket fik antallet af besøgende til at falde, så det i 2003 blev nødvendigt at lukke Fushimi Momoyama Castle Land. Samtlige forlystelser blev herefter revet ned, og stedet blev omdannet til en park, hvor man dog valgte at bevare Fushimi-borgen, men eftersom denne ikke efterlever de moderne regler for jordskælvssikring, er det ikke længere tilladt at begive sig ind i den, så den har siden stået og været i forfald.
9: Seagaia Ocean Dome
I 1993 åbnede et af verdens største vandlande, da man slog dørene op til Seagaia Ocean Dome i Miyazaki, der havde kostet 200 millarder yen at opføre. Dette indeholdt blandt andet en kunstig badestrand på 12.000 kvadratmeter, som kunne holdes beskyttet mod vejret via verdens største tilbagetrækkende tag. Bassinet med 13.500 tons vand fik tilmed status som verdens største pool i Guiness Rekordbog, og så var denne sågar forsynet med bølgemaskiner, så man ikke blot kunne bade og svømme, men også surfe. Seagaia Ocean Dome var en del af et stort ferieresort, men firmaet bag dette gik konkurs i 2001, hvorefter vandlandet blev opkøbt af et amerikansk firma, indtil det lukkede i 2007. Den enorme bygning fik herefter lov at blive stående frem til 2017, hvor den omsider blev revet ned.
8: Toshimaen
Toshimaen var en forlystelsespark beliggende i Nerima-distriktet i Tokyo, hvor den slog dørene op i 1926. Parken nåede derfor at være åben i 94 år, før den måtte lukke i 2020, idet det lokale bystyre ikke inkluderede Toshimaen i den fremtidige byplanlægning. Parken blev derfor erstattet af en bypark og en indendørs Harry Potter-temapark. Toshimaen var blandt de ældste aktive forlystelsesparker i Japan, og med en størrelse på 22 hektar var den blandt de største forlystelsesparker i Tokyo. Parken var blandt andet kendt for at have Japans ældste aktive forlystelse i form af en karrusel, ligesom folk med tatoveringer var nægtet adgang.
7: Yokohama Dreamland
I 1961 åbnede Nara Dreamland som et bud på en japansk udgave af Disneyland, og allerede i 1964 valgte man at opføre endnu et Dreamland i udkanten af Yokohama. Der var tale om et enormt kompleks på over 1,3 millioner kvadratmeter, hvor man ud over forlystelser også fandt underholdningsfaciliteter og hoteller, hvilket inkluderede Hotel Empire, der med sine 93 meter var Japans højeste bygning, da denne stod færdig i 1965. Året efter fik parken sin helt egen monorail, der kørte til denne fra Ofuna station, men grundet konstruktionsfejl måtte den allerede lukke i 1967, mens nedrivningen af banen først begyndte i 2007. På det tidspunkt var Yokohama Dreamland allerede lukket, for parken måtte nemlig dreje nøglen om i 2002, hvor man i forvejen havde frasolgt så meget land, at den var næsten 10 gange mindre end sin oprindelige størrelse. Yokohama Dreamland var blandt andet kendt for at have Japans første rutsjebane med et loop.
6: Kurashiki Tivoli Park
Kurashiki Tivoli Park blev opført som en kopi af Tivoli i København i byen Kurashiki, hvor den blev indviet af Kronprins Frederik i 1997. Dog var der ikke helt tale om en kopi af det originale Tivoli, eftersom det kun var få forlystelser, der var de samme. Herudover fandt man i parken også en kopi af Rosenborg slot fusioneret med Frederiksborg slot, samt en kopi af Rådhustårnet, Nyhavn og H.C. Andersens hus. Tivoli-koncernen ophævede samarbejdet med parken i 2008, og det betød rettere sagt, at parken ikke længere måtte benytte navnet “Tivoli”, samtidig med at alle forlystelser, som kunne sættes i forbindelse med Tivoli skulle rives ned. Parken mistede dermed en stor del af sine attraktioner, før den grundet økonomiske problemer lukkede i slutningen af året. I de kommende år blev størstedelen af parken revet ned, så der i dag kun er et enkelt spor tilbage af Kurashiki Tivoli Park – nemlig kopien af Rådhustårnet og den lille havfrue på en plads kendt som Andersen Square.
5: Luna Park Osaka
Luna Park er en verdensomspændende kæde af forlystelsesparker, der begyndte med åbningen af den oprindelige Luna Park i New York i 1903. I 1910 åbnede den første Luna Park i Japan, da Luna Park i Tokyo slog dørene op, men allerede året efter brændte denne dog ned, hvorefter man valgte at åbne en ny Luna Park i Osaka i 1912. Denne bestod både af forlystelser og spillehaller, men vartegnet var imidlertid det 64 meter høje tårn Tsutenkaku, som der var forbindelse til med en svævebane. Da Luna Park lukkede i 1923, valgte man at bevare Tsutenkaku, men det oprindelige tårn blev dog revet ned efter en brand i 1943. Et nyt tårn med en højde på 103 meter blev opført i 1956 og har siden været et af Osakas vartegn.
4: Expoland
I 1970 blev verdensudstillingen afholdt i Osaka, og i den forbindelse havde man bygget en forlystelsespark, der var kendt som Expoland. Denne fik lov at blive, da verdensudstillingen sluttede, og de mange pavilloner blev fjernet, og Expoland blev henover de kommende årtier udvidet med nye forlystelser – heriblandt en rutsjebane kendt som Fujin Raijin II. I 2007 endte en tur i denne dog i en tragedie, da en vogn blev afsporet i fuld fart, så en 19-årig kvinde mistede livet, da hun faldt til siden og slog hovedet mod et rækværk. Denne ulykke blev skæbnesvanger for forlystelsesparken, hvor besøgstallet faldt drastisk, så ejerne til sidst besluttede sig for at lukke parken med intentionen om at genåbne i 2009. Dette blev dog aldrig en realitet, for det var ikke muligt at finde sponsorer, så Expoland endte med at gå konkurs efter at have eksisteret i 40 år. Forlystelsesparken blev senere revet ned, og på grunden åbnede man i 2015 et af Japans største underholdningskomplekser i form af Expocity.
3: Oedo Onsen Monogatari
Oedo Onsen Monogatari var en temapark beliggende i Odaiba-bydelen i Tokyo, hvor besøgende kunne nyde de traditionelle kurbade kendt som onsen i rammer, der genskabte atmosfæren fra Edo-perioden, hvor Tokyo var en blomstrende storby. Oedo Onsen Monogatari slog dørene op i 2003, og selvom der var tale om en temapark, så var den blandt de mest populære steder at bade i varme kilder i Tokyo. Oedo Onsen Monogatari var nemlig ment som et resort, eftersom det var muligt for folk at overnatte i parken, ligesom her var indkøbsfaciliteter, spisesteder og sågar forlystelser. Det var ikke kun omgivelserne, der gav en fortidig stemning, eftersom gæster skulle bære traditionel beklædning, som de fik udleveret under deres ophold. Under corona-nedlukningen endte Oedo Onsen Monogatari dog i økonomiske problemer, hvilket resulterede i, at stedet lukkede permanent i 2021.
2: Nara Dreamland
I 1961 åbnede Nara Dreamland i Nara som en japansk inspiration af Disneyland med store forlystelser og dekorative bygningsværker, der var direkte kopier fra Disneyland. Parken blev hurtigt en af de mest besøgte, og allerede i 1964 opførte man et andet Dreamland i Yokohama, der dog måtte lukke i 2002. Samme skæbne overgik Nara Dreamland i 2006, hvor det ikke længere var økonomisk muligt at holde forlystelsesparken kørende. Efter nedlukningen blev den dog forladt, og de mange forlystelser fik lov at gå i forfald, hvilket gjorde Nara Dreamland til et populært sted for såkaldte urban explorers, samtidig med at den blev et symbol på de talrige japanske forlystelsesparker, der gennem tiden har måttet lukket. I 2016 påbegyndte man omsider nedrivingen af de mange bygninger og forlystelser.
1: Space World
Space World var som navnet antyder en forlystelsespark dedikeret til rummet. Denne åbnede i Kitakyushu i 1980 og indeholdt blandt andet en model af rumfærgen Discovery i 1:1-format samt et museum, hvor man kunne se en ægte månesten fra Apollo 12-missionen. Parken var dog mest kendt for sine mange rutsjebaner, men i 2016 fik den negativ omtale for noget helt andet, da man valgte at åbne en skøjtehal med frosne fisk. Senere på året blev det annonceret, at Space World ville lukke, hvilket skete på årets første dag i 2018. Forlystelserne blev herefter revet ned, hvilket inkluderede den enorme rumfærge, og på grunden blev senere opført et storcenter. Det var tilsyneladende økonomiske problemer, der var årsagen til lukningen, selvom man havde oplevet vækst i antallet af besøgende, hvilket tilmed slog rekord i 2016. Efter lukningen er Space World også blevet kåret til den nedlagte forlystelsespark, som japanerne savner mest.
