Under Anden Verdenskrig blev store dele af Japan lagt i ruiner af bombetogter, og da man begyndte at genopbygge de ødelagte byer, inkluderede dette opførelsen af elmaster, da det var en hurtig og billig løsning at forsyne japanerne med strøm. Elmaster blev imidlertid så udbredt, at de blev en integreret del af gadebilledet, hvilket stadig er tilfældet den da i dag, hvor elledninger hænger rundt omkring i byer i et nærmest absurd omfang. Nogle mener, at det kan have sin charme, men elmaster og elledninger er ikke ligefrem kendte for at udstråle idyl, romantik eller skønhed. De virker derimod forstyrrende for opmærksomheden og er svære at undgå at bemærke. Elmaster og elledninger er også til gene, når man tager billeder af seværdigheder i Japan, hvor man siden 1970’erne har talt om at nedgrave landets elforsyning, hvilket man trods alt er gået i gang med, selvom processen skrider langsomt frem.
Udefra kan nogle japanske hjem godt ligne fængsler. Der er nemlig almindeligt med tremmer for vinduerne, hvilket egentlig er en primitiv form for tyverisikring, men selvom de godt nok tjener et formål, så pynter de ikke ligefrem på et hus, for tremmer for vinduerne skaber generelt en dyster og indelukket stemning. Der er som regel kun tale om vinduer, der befinder sig i stueetagen, og typisk drejer det sig om køkken- eller badeværelsesvinduer, fordi disse ofte lades stå på klem. Men selvom tremmerne måske fremkalder tryghed, så er de samtidig et udtryk for utryghed.
I Japan støder man hele tiden ind i en af landets mere end 5 millioner salgsautomater, hvor man kan købe alt fra drikkevarer og is til kager og cigaretter. Så hvis man enten er tørstig eller lækkersulten, så er det altså muligt at få stillet sin tørst eller sult. Men selvom salgsautomater ganske vist er praktiske, så er de ikke ligefrem kønne, og de pynter derfor ikke i gadebilledet – specielt ikke, fordi salgsautomer er et af de eneste steder, hvor man finder offentlige skraldespande i Japan. Disse er dog kun til flasker og er ofte fyldte, så det nogle gange flyder med flasker på jorden. Mange steder fjerner man heller ikke automater, der er taget ud af brug, så disse får lov at blive stående og gå i forfald uden at blive kasseret eller bragt til genbrug.
Selvom man i Japan oplever de fire årstider og dermed store temperatursvingninger i løbet af året, så er det ikke almindeligt at have radiatorer i de japanske hjem. Hér bruger man i stedet aircondition, der om vinteren holder hjemmet varmt, mens de om sommeren holder hjemmet koldt. Til dette benyttes luft ude fra, så ude på japanske bygninger hænger derfor ventilationsanlæg, der er kendetegnet ved at være designløse kasser, der ikke ligefrem virker tiltalende for øjet – og slet ikke hvis disse hænger på gamle eller historiske bygninger. Mange steder hænger anlæggene uden for hovedindgangen, og de er derfor ikke gemt væk, men optræder som en del af facaden, hvilket kun hæmmer indtrykket af denne. Det er desuden ikke alle, der vedligeholder deres ventilationsanlæg, så nogle af disse ser ret medtagede og forfaldne ud, eftersom de jo befinder sig udendørs.
I Japan er det almindeligt at bruge gas, men det er ikke alle steder, hvor forsyningen er en del af ejendommen, så mange japanere benytter i stedet en gasbeholder, som de ofte har stående udenfor. Og når denne løber tør, er det tilmed ikke altid, at de skiller sig af med den gamle beholder, før de anskaffer sig en ny. Ved nogle hjem står derfor mange gasbeholdere og “pynter” på grunden, men generelt er gasbeholdere ikke pæne at se på, så hvis der bare står en enkelt, kan den godt virke forstyrrende, hvis resten af huset og grunden ser flot ud. Japanerne gør nemlig ikke meget ud af at skjule gasbeholdere, selvom de sagtens kunne stå i en beholder.
Japan er et bjergrigt land, hvor man ofte rammes af jordskred, hvilket kan føre til store katastrofer, idet der ved foden af bjerge både befinder sig byer, veje og jernbaner. For at sikre sig mod jordskred, har man derfor valgte at opføre såkaldt jordskredssikring, hvilket i al sin enkelthed består i, at man fjerner jord og beplantning på bjergsider og erstatter dette med beton. Nogle steder forsøger man at imitere en bjergside, så betonen trods alt ligner klippemasse, men typisk gør man brug af et unaturligt design, der har til formål at bremse jord, klipper og vand, hvilket står i fuldkommen kontrast til det naturlige miljø, der typisk optræder højere oppe på bjergsiden. Så selvom de måske er nyttige og eksisterer af sikkerhedsmæssige årsager, så er jordsskredssikringer på ingen måde flotte, men er blot endnu en påmindelse om den menneskelige effekt på naturen.
Japan er et manisk tryghedssamfund, hvor man via skilte bliver gjort opmærksom på alverdens farer og handlinger, man normalt ikke ville tænke på at udføre. Men det flyder generelt også med afspærringer, der skal forhindre, at man begiver sig ind på et bestemt område eller blot træder på et bestemt sted. Japanerne er særligt glade for brugen af trafikkegler som opsættes på steder, hvor man kun kan gisne om, hvad de er til for. Typisk er de anbragt på et nærmest ubetydeligt hul, mens de andre gange blot står et sted for at stå der – altså tjener de intet formål ud over at være i vejen, så ens opmærksomhed trods alt bliver skærpet, selvom det ironisk nok kun er afspærringerne, man skal passe på. Når der er vejarbejde i Japan, er man dog ikke i tvivl, for i sådanne tilfælde anvendes massiv og oftest farverig afspærring – typisk med billeder af bukkende figurer, der beklager ulejligheden.
I Japan inkluderer affaldshåndteringen ikke afhenting af skrald på privatadresser. I stedet findes der sektioner i boligområder, hvor affald sorteres og hentes på bestemte dage. Disse sektioner kan både være bure eller net, mens de andre steder blot er markerede områder på gaden, hvor man placerer affaldsposer i bunker. Det vil rettere sagt sige, at når det er skraldedag i Japan, så flyder det med affald i disse sektioner, hvilket derfor får nogle japanske gader til at fremstå som små lossepladser. Når det ikke er skraldedag, så er det især de tomme affaldsbure, der træder i øjnene, for disse er sjældent vedligeholdte, og når der ikke er noget i dem det meste af tiden, er de generelt bare ikke kønne at se på, så de fylder blot i gadebilledet. Japanske affaldsbure er overordnet set bare grimme, men netop fordi der er tale om bure, er affaldet også synligt udefra.
I Japan har man en yderst besynderlig skik kaldet nekoyoke, hvilket er flasker fyldt med vand, som man placerer i haver og på gaden for at skræmme katte væk, så de undlader at tisse i området. Denne metode har absolut ingen effekt og giver heller ingen mening, men den er alligevel så udbredt i Japan, at det flyder med fyldte vandflasker overalt – både i hobetal og separat, i det offentlige rum og på privat grund. Det er på ingen måde pænt, og ironisk nok opstiller japanerne ofte vandflasker for at beskytte deres planter, hvis skønhed fuldkommen blegner, når de er omringet af plastik. Nekoyoke er derfor et eksempel på et socialt fænomen, der har taget overhånd.
Akiya er betegnelsen for et hus, der er blevet efterladt, og disse er der mange af i Japan, hvor et utal af gamle hjem får lov at forfalde, efter at ejerne er flyttet eller døde. I mange tilfælde kan det nemlig bedre betale sig at forlade huset i stedet for at sælge det eller rive det ned, så nu og da støder man ind i ejendomme, der rent ud sagt er ubeboelige ruiner. Disse står som regel i øde områder ude på landet, men selv i byerne kan man på helt almindelige gader støde på huse i forfald, fordi de står tomme, hvilket de typisk har gjort i flere år. Blandt japanere er det nemlig ikke eftertragtet at erhverve sig et akiya, fordi det kræver for mange penge og for meget energi at rive ned eller sætte i stand, så der er faktisk opstået et marked blandt udlændinge, som gerne påtager sig denne opgave – også i et forsøg på at bevare Japans gamle bygninger, som ingen andre ellers gider have med at gøre.