I håb om at få sine bønner hørt eller blive velsignet vælger japanerne at foretage ofringer til guderne og ånderne. Dette gøres derfor både ved helligdomme og templer, der således lever af den økonomiske støtte fra japanerne, eftersom det er mest almindeligt at ofre penge, da det trods alt er det mest dyrebare, man på symbolsk vis kan give afkald på. Men japanerne ofrer dog også penge på mere eller mindre hellige steder i naturen og det offentlige rum, der anvendes som alternative ønskebrønde, hvor man derfor kan opleve, at det flyder med penge, som aldrig bliver samlet op – heller ikke af forbipasserende, fordi folk respekterer, at der er tale om ofringer. Milliarder af yen bliver således aldrig en del af det økonomiske kredsløb, og de går derfor tabt til overtro i stedet for at kunne bidrage til samfundet og sikre livskvaliteten for dets indbyggere.
Sex er ikke et tabu i Japan, som da også er en af verdens største pornoproducenter. Men det forholder sig dog sådan, at man i Japan censurerer kønsorganer, hvilket skyldes en lov, som blev indført efter Anden Verdenskrig, hvor Japan var okkuperet af USA. Denne lov er aldrig blevet ændret og er også grunden til, at det er ulovligt at medbringe ucensureret porno til Japan, men det kan diskuteres, hvad pointen med porno i det hele taget er, hvis man ikke kan se den grad af nøgenhed og den seksuelle akt, som trods alt kendetegner porno. Der er desuden ingen regler for graden af censur, så nogle pornoproducenter leger med grænsen i en sådan grad, at censuren slet ikke giver mening. Nu og da bliver pornoskuespilleres ansigter sågar sløret, hvis de da ikke bærer solbriller, masker eller sågar skibriller, hvilket ikke ligefrem er attraktivt.
I Danmark har man udtryk som “fuck dig” eller “rend dig”, som man benytter over for nogen, som man ikke kan lide, hvilket er forholdsvis grove måder at tale til andre på. I Japan går man dog planken ud og beder simpelthen folk om at dø, når man vil svine dem til. Dette er en virkelig modbydelig måde at tale til andre på, særligt når man tænker på, at Japan har en af verdens højeste selvmordrater, og man burde derfor passe på med, hvordan man anvender sådanne udtryk, idet folk rent faktisk kan få opfattelsen af, at de er uønsket, eller at livet ikke er værd at leve, hvis andre beder dem om at ende det. I Japan er det dog et så almindeligt udtryk, at japanerne ikke tager det bogstaveligt, men det ændrer ikke på, at der i ordlyden ligger et ret alvorligt budskab, som man endda kan benytte i sjov, hvilket også foregår blandt børn.
I Japan kan man købe løse frugter i det lokale supermarked, men man kan dog også købe frugter i fine indpakninger, man kan give som gave. Japanerne værdsætter nemlig frugter for deres lange modningsproces, samt deres æstetiske udseende, som man altså hylder ved at betragte nogle frugter som en luksusvare, der tillægges prestige grundet deres oprindelse eller sort – ligesom en mærkevare. Hvis man vil gøre et godt indtryk eller give en fin gave, så er det altså frugter og ikke blomster eller chokolade, som japanerne giver til hinanden. Når man tænker over det, er det derfor ikke underligt, eftersom frugter nærmest er en kombination af blomster og chokolade, idet de er flotte og kan spises, ligesom der trods alt er blevet lagt energi i at dyrke dem, så de kan betragtes som et slags håndværk i samarbejde mellem mennesket og naturen.
Selvom Japan er kendt for sin minimalistiske tilgang til æstetik, så er dette bestemt ikke tilfældet i japanske TV-programmer, der derimod er kendetegnet ved at overstimulere seerne med visuelle effekter, så det er svært at bevare fokus. Mange TV-programmer har form som et talkshow, hvor et panel drøfter indslag, så i det ene hjørne af skærmen ses ofte medlemmerne af dette panel, så man kan følge deres reaktioner, imens man ser de pågældende indslag. Samtidig vil der typisk optræde absurde mængder af farverig tekst, logoer og animationer overalt på skærmen, så det kan være svært at se, hvad der overhovedet foregår på denne og forholde sig til, hvad det i det hele taget er, man ser.
I Japan har man en besynderlig service, der går ud på, at man kan leje familiemedlemmer. På en måde giver dette mening, idet ensomme folk kan blive socialt stimuleret ved at betale fremmede personer for at interagere med dem. Man kan eksempelvis leje folk til at komme forbi og drikke te eller holde fødselsdag for en, men konceptet anvendes også til at narre folk. Man kan eksempelvis leje personer til at spille ens forældre, hvis ens forlovede eller svigerforældre tror, at man kommer fra en god familie. Man kan også leje en person til at spille ens forlovede, som man præsenterer for ens forældre, så de tror, at man skal giftes, så de muligvis tilmed vil betale for et bryllup, som aldrig bliver holdt eller tilmed give forskud på en arv.
Adoption er ret almindeligt i Japan. Det er dog ikke børn, der bliver adopteret flest af, men derimod voksne mænd. Grundet det japanske familieregister er det nemlig sønner, som arver slægten og fører denne videre, så hvis man kun har fået døtre, kan man løse dette ved at adoptere en voksen mand og gøre ham til arving, hvilket er et udbredt og anerkendt fænomen, som ingen ryster på hovedet af. For at holde det i familien kan man sågar adoptere sin svigersøn, som dermed bliver sin kones adoptivbror. I Japan skal man blot være ældre end sit “adoptivbarn”, så adoption benyttes også af homoseksuelle mænd til at gøre deres yngre partner til arving, ligesom nogle japanere sælger statsborgerskab til udlændinge ved at adoptere dem mod betaling, så de dermed kan få opholdstilladelse i Japan.
I Japan vil man flere steder opleve, at folk er ansat til at agere levende skilte. Deres job er simpelthen at pege folk i en bestemt retning eller agere stopklods, og nogle steder vil man se hele rækker af mennesker, som blot står stille og sikrer sig, at folk følger en bestemt rute eller afholder sig fra at forlade den. Det er ikke ligefrem, fordi man modtager en ekstra service af dette fænomen, men japanerne foretrækker åbenbart bare, at det er mennesker, som holder styr på mennesker, selvom det er fuldkommen unødvendigt at bruge ressourcer på den slags. Folk er også ansat til at guide biler ud fra parkeringspladser, som om bilisterne ikke selv kan finde ud af at forlade dem, og uden for restauranter eller forretninger, vil man ofte opleve folk, der udelukkende er ansat til at gøre forbipassende opmærksomme på tilstedeværelsen af disse steder – enten ved at bære et skilt eller informere om gode tilbud.
I Japan har man en yderst besynderlig skik kaldet nekoyoke, hvilket er flasker fyldt med vand, som man placerer i haver og på gaden for at skræmme katte væk, så de undlader at tisse i området. Denne metode har absolut ingen effekt og giver heller ingen mening, men den er alligevel så udbredt i Japan, at det flyder med fyldte vandflasker overalt – både i hobetal og separat, i det offentlige rum og på privat grund. Det er på ingen måde pænt, og ironisk nok opstiller japanerne ofte vandflasker for at beskytte deres planter, hvis skønhed fuldkommen blegner, når de er omringet af plastik. Nekoyoke er derfor et eksempel på et socialt fænomen, der har taget overhånd.
I slutningen af 1900-tallet var Japan kendt som en sikker havn for pædofile, og det var først i 1999, man forbød produktion og salg af børneporno. Det var dog endnu tilladt at besidde børneporno helt frem til 2014, men dette har ikke ændret på, at der i Japan er en udbredt seksualisering af børn. Seksuelle illustrationer af børn er nemlig stadig tilladt og sælges stadig i form af eksempelvis tegneserier og tegnefilm, hvor man kan se fiktive børn dyrke sex med andre børn eller voksne. Det såkaldte lolitakompleks er nemlig udbredt i Japan, hvor det ungdommelige dyrkes på et seksuelt niveau i blandt andet porno, hvor det er almindeligt for skuespillerne at spille skoleelever eller opføre sig barnligt. Særligt skoleuniformer betragtes som en fetish, der ikke blot tillægger folk et ungdommeligt udseende, men ligefrem antyder, at de tilhører en bestemt aldersgruppe. Men blot fordi man er blevet kønsmoden, så er det ikke ensbetydende med, at man bør seksualiseres og gøres til mål for voksnes fantasier, hvilket er en opfattelse, der ikke er så udbredt i Japan.