Tyfonen Ida i 1958

En oversvømmet bygade

Tyfonen Ida blev dannet over Stillehavet den 20. september 1958 og havde i første omgang kurs mod Filippinerne, inden den som så mange andre september-tyfoner ændrede retning og fortsatte direkte mod Japan, hvor den endte med at koste 1269 mennesker livet, hvilket dermed gør dette til den femte værste tyfon i efterkrigstidens Japan målt på dødsofre. Vindstyrken nåede op på sit højeste den 24. september med en styrke på 75 m/s, hvorved dette var den hidtil kraftigste tyfon, der nogensinde var registreret, men vindhastigheden blev dog mere end halveret, da tyfonen ramte Japan den 26. september, hvilket skete, da den passerede ind over Chubu- og Kanto-regionen på Honshu og dermed også ramte Tokyo, inden den fortsatte nordpå langs Tohoku-regionens kyst og snittede Hokkaido for til sidst at dø ud igen over Stillehavet.

Tyfonen førte til voldsomme oversvømmelser på sin vej ind over Japan med mere end 1500 jordskred til følge - ikke mindst fordi tyfonen bragte regnvejr med sig. I Tokyo blev den hidtil højeste nedbørsmængde målt, da der faldt 430 millimeter på et døgn. 32 skibe forsvandt og 244 broer blev ødelagt, mens mere end en halv million hjem oplevede vandskader som følge af oversvømmelser, hvilket gjorde 12.000 hjemløse. På grund af den forholdsvis lave vindstyrke var vandmængderne det, der primært førte til ødelæggelser og dødsfald. Tyfonen Ida kaldes på japansk for Kanogawa-tyfonen og er opkaldt efter Kano-floden, som løber gennem Izu-halvøen, hvor langt de fleste af ofrene befandt sig. Foruden de 1269 personer, der mistede livet, så blev yderligere 1138 såret. Skaderne blev gjort op til cirka 20,5 milliarder yen

Allerede året efter blev Japan ramt af den værste tyfon i efterkrigstiden, da over 5.000 mennesker omkom som følge af tyfonen Vera.

Total Page Visits: 874 - Today Page Visits: 1