I 1959 blev det centrale Japan ramt af den værste tyfon i efterkrigstiden, da 5.098 mennesker mistede livet, hvilket gjorde dette til den tredjeværste naturkatastrofe i landet i det 20. århundrede efter det store Kanto-jordskælv i 1923 og Kobe-jordskælvet i 1995. Tyfonen blev navngivet Vera, men er i Japan kendt som Isewantai-tyfonen, hvilket er det japanske navn for Ise-bugten, fordi det var hér den udrettede mest skade. Tyfonen blev dannet som en tropisk cyklon i Stillehavet og opdaget den 20. september, hvorefter den satte kurs mod Japan i takt med at vindstyrken steg, hvilket førte til, at stormen opnåede tyfon-status den 22. september. Dagen efter nåede den sin maksimale vindhastighed på 305 km/t, før den ramte Japan den 26. september, hvor den passerede over Kii-halvøen og videre over Nagoya, før den fortsatte op over de japanske alper og mod det japanske hav, hvor den imidlertid foretog en U-vending og passerede gennem Tohoku-regionen, inden den igen døde ud i Stillehavet den 29. september.
Det tog kun en dag for Vera at passere over Japan, hvilket skyldtes vindstyrken, der samtidig var medvirkende til, at vandstanden i Ise bugt steg, hvor flere byer oplevede massive oversvømmelser - nogle allerede inden tyfonens ankomst grundet store mængder nedbør. Da denne gik i land var mange japanere slet ikke forberedte på stormens format, idet de simpelthen ikke var blevet alarmeret om dens sande styrke, så tusindvis af indbyggere begyndte først at søge i sikkerhed, da tyfonen rasede, hvilket førte til, at mange blev dræbt af flyvende genstande, mens andre derimod omkom i deres hjem, da de styrtede sammen. Herudover var der hundredvis, der druknede i den medfølgende stormflod, der også førte til skader på flere havne, heriblandt Nagoya havn, hvor vandstanden var fire meter over det normale. Vandmængderne var desuden skyld i flere jordskred, der begravede huse, hvilket ligeledes fik dødstallet til at stige. Værst ramt blev Aichi-præfekturet med 3.351 døde - 1.909 i Nagoya. Udover de mere end 5000 omkomne (hvoraf 400 af disse aldrig blev fundet), så blev over 40.000 mennesker såret og 1,6 millioner blev gjort hjemløse efter mere end 800.000 hjem blev ødelagt. Oven i det gik hundredvis af fiskerbåde og mindre skibe ned, mens flere tusinde andre tog skade.
Dette var i efterkrigstiden, hvor Japan stadig var ved at komme sig oven på ødelæggelserne efter Anden Verdenskrig, så mange huse fungerede bogstavelig talt bare som tag over hovedet, og derfor skulle der ikke meget til, før de faldt fra hinanden. Skaderne løb op i over 1,5 milliarder kroner, og dette inkluderede blandt andet tabet af 75 millioner perleøsters, som man avlede i Ise-bugten, og 150.000 tons ris. I de tyfonramte områder oplevede man både epidemier og sult i månederne efter. Selvom okkupationen af Japan var ophørt i 1952, så var der endnu mange amerikanske militærbaser i landet, og disse var hurtigt klar til at yde nødhjælp sammen med det japanske forsvar. De massive ødelæggelser og antallet af ofre gjorde desuden myndighederne opmærksomme på behovet for et nationalt katastrofeberedskab, hvilket først og fremmest skulle bestå af et bredt dækkende alarmeringssystem samt en sikring af landets kyststrækninger. For i fremtiden at have pengene til at kunne komme sig oven på lignende naturkatastrofer begyndte man ligeledes at inkludere disse i statsbudgettet, så man nu kan stå klar med hjælp og genopbygning med det samme. Kort sagt er det på grund af Vera, at ingen tyfon har været i nærheden af at udrette lige så meget skade i Japan siden, fordi man dengang lærte at tage de nødvendige forholdsregler.
Der er siden blevet opført forskellige monumenter til minde om ofrene for Vera, og i 1989 investerede man tilmed i at lave en anime-film om katastrofen.