Mikawa-jordskælvet i 1945

Ødelæggelser efter jordskælvet

        

Den 13. januar 1945 blev det centrale Japan ramt af et jordskælv, der havde en styrke på 6,6 på momentmagnitudeskalaen. Epicentret lå under havoverfladen i Mikawa-bugten i Aichi-præfekturet, hvor man endte med at opleve store ødelæggelser i byerne nær kysten som følge af rystelserne, der var så voldsomme, at de fik over 7000 bygninger til at styrte sammen, mens mere end dobbelt så mange blev slemt beskadiget. Eftersom jordskælvet ramte klokken 3.38 om natten, så lå de fleste folk desuden i deres hjem og sov, og mange blev derfor mast ihjel eller fanget i ruinerne, så de lå hjælpeløse i både kulde og mørke, indtil de kunne blive reddet fri af de lokale indbyggere, der måtte stå for redningsarbejdet.

Dette var nemlig under Anden Verdenskrig, hvor beredskabet var beskæftiget med andre ting, samtidig med at man i Japan ikke ønskede at skabe intern uro med informationer om naturkatastrofer, ligesom man ikke havde i sinde at lade fjenden vide, at samfundet blev yderligere svækket som følge af disse. Mikawa-jordskælvet blev af den grund censureret af myndighederne, og omfanget af katastrofen kom først frem i lyset efter krigens afslutning, hvor man måtte gøre brug af de statistikker, som de lokale myndigheder havde stået for at lave. Ifølge disse mistede i alt 1180 mennesker livet som følge af jordskælvet, mens yderligere 1126 blev registreret som savnet, så det endelige dødstal højst sandsynligt endte på 2306.

Mikawa-jordskælvet skabte en 20 km. lang forskydning i jordskorpen og havde sin oprindelse fra Nankai-renden, der havde været årsagen til et andet jordskælv blot en måned tidligere, ligesom et nyt ville ramme allerede året efter.