Japan er et demokrati og har derfor rettigheder, der giver folket en del frihed, hvilket blandt andet inkluderer fri tale og retten til at dele og indhente information. Det betyder, at Japan som sådan ikke sætter grænser for, hvilken viden borgerne må komme i besiddelse af, så der derfor heller ikke er regler om, hvad medier må skrive om, eller hvad bøger må indeholder, ligesom Japan ikke blokerer for folkets adgang til internettet, hvor man derfor kan besøge alverdens hjemmesider og sociale medier. Med fri tale følger imidlertid også regler om, at man ikke må fortælle usandheder eller komme med injurier, hvilket derfor er forbudt i Japan - også på internettet, hvor man altså ikke må anklage folk for noget, som ikke passer.
Dog har man en høj grad af selvcensur i Japan, hvilket gør landet til et af de lavest placerede demokratier på det frie presseindeks, fordi medierne besidder en stærk tilknytning til politikerne, som dermed påvirker pressen og deres historier. Mest kendt er dog japanernes frygt for at krænke kejserslægten og monarkiet, hvilket har ført til et uofficielt kodeks kendt som krysantemumtabuet, der i al sin enkelthed går ud på, at medierne undgår at kritisere monarkiet og kejserslægten, ligesom forlag undlader at udgive bøger, som gør dette, idet man i Japan anser monarkiet for at være en essentiel bestanddel af den japanske kultur, hvorved et angreb på monarkiet anses for at være et angreb på den japanske nation og dermed en slags landsforræderi. Det japanske monarki har derfor været underlagt beskyttelse lige siden slutningen af 1800-tallet, hvor man indførte de første love, der gjorde det forbudt at kritisere dette.
Historisk set har Japan da også haft problemer med information, der kunne skade nationens ry, hvilket blandt andet inkluderer nogle af de rædsler, som Japan stod bag under de store krige, som nationen førte i begyndelsen af 1900-tallet. Under disse var det japanske folk ofre for intern propaganda, mens man efter krigenes afslutning censurerede sandheden i eksempelvis skolebøger, så japanerne voksede op med en falsk opfattelse af, hvordan og hvorfor krigene havde udspillet sig. Selv efter Anden Verdenskrig nedtonede Japan eksempelvis deres krigsforbrydelser, så der endnu den dag i dag er japanere, som tror på, at disse aldrig har fundet sted, fordi kendskabet til dem har kunnet svække den japanske nationalånd. Forsøget på netop at svække den japanske nationalisme var også årsagen til, at man under den amerikanske okkupation gjorde det forbudt at praktisere visse aspekter ved den japanske kultur, ligesom det blev forbudt at kritisere USA og de allierede nationer i denne tid.
Noget af den mest bemærkelsesværdige form for moderne censur er, at man nu om dage slører kønsorganer i Japan, hvilket er en lov, der blev indført under den amerikanske okkupation i landet, som altså stadig er gældende, så der derfor er ulovligt at vise både de kvindelige og mandlige kønsorganer i japansk produceret porno og andre medier, hvilket sågar inkluderer tegneserier. I kontrast til dette er nøgenhed generelt ikke ualmindeligt i japanske medier, ligesom Japan er en af verdens største producenter af porno, hvor graden af censur varierer, idet loven blot siger, at denne skal være "acceptabel". Bryster er ikke underlagt censur, og i visse medier såsom film og tegnefilm kan man da også opleve at se kønsorganer, da der kan argumenteres for, at det er en del af handlingen, hvorved det ikke anses for at være seksuelt eller stødende, men generelt vil man opleve, at producenter ikke tør tage chancen og derfor undlader at vise kønsorganer af frygt for at blive mødt med sanktioner. At medbringe stødende materiale til Japan - såsom ucensureret porno - betragtes derimod for at være stødende og er således forbudt. Adgangen til ucensureret japansk produceret porno er derfor også et af de områder, som de japanske myndigheder forsøger at begrænse folkets adgang til på internettet.
At censurere nøgenhed er dog ikke et nyt koncept i Japan. Dette er nemlig noget, man i Japan tog til sig fra Vesten allerede i slutningen af 1800-tallet, hvor man begyndte at fjerne eller ødelægge statuer og andre værker, som skildrede nøgenhed og sex. Før da fandtes der eksempelvis mange frugtbarhedssymboler ved japanske helligdomme, ligesom man havde en traditionel form for billedporno kaldet shunga. Denne blev dog allerede udsat for censur, idet produktionen og udbredelsen af shunga blev begrænset af det japanske shogunat, men selve billederne var dog kendetegnet ved at være temmelig eksplicitte i modsætning til moderne porno.
I Japan er der desuden også regler, der skal beskytte folket i eksempelvis kriminalsager, hvor umyndige kriminelle er underlagt navneforbud. Ofte gør det samme sig gældende med andre kriminelle, der generelt omtales med brug af initialer, hvilket også er tilfældet med drabsofre, men typisk vil man opleve, at disse på et eller anden tidspunkt vil blive omtalt med brug af deres fulde navn og billede. Det samme gælder egentlig også for kriminelle - selv før de har modtaget en dom, eller folk, som blot er mistænkte, fordi de japanske medier anser det for at være en ret at informere folket om de farlige mennesker, der går rundt i blandt dem. Visse kriminalsager har også ført til censur i populærkulturelle medier, hvilket blandt andet drejer sig om tegnefilm, hvor man i nyere tid er begyndt at censurere død og vold, fordi man tilsyneladende er af den opfattelse, at dette kan stimulere en voldelig adfærd hos unge seere.