De gennemsigtige toiletter

Offentlige toiletter med glasvægge

Om stedet

I 2020 gik man i gang med et større projekt i Shibuya i Tokyo, hvor man begyndte opførelsen af i alt 17 nye offentlige toiletter, der på hver sin måde skulle skille sig ud fra almindelige toiletter. Formålet med projektet var at forene hygiejne og arkitektur, så det blev en oplevelse for folk at benytte sig af toilettet i det offentlige rum.

De første toiletter åbnede den 31. juli 2020, og i blandt disse var blandt andet to bidrag af arkitekten Shigeru Ban, der simpelthen havde valgt at designe gennemsigtige toiletter med glasvægge. Udadtil kan man derfor kigge direkte ind og se toiletfaciliteterne, men så snart man træder ind og låser døren, så vil dette aktivere en mekanisme, der sørger for at mattere glasset, så det udefra ikke længere er muligt at kigge ind.Hermed løste Shigeru Ban to problemstillinger forbundet med toiletbesøg i offentligheden. Det blev nemlig muligt for folk at tjekke renligheden, uden at man behøvede at gå ind på toilettet. Og det blev muligt at se, om dette var optaget eller ej. Hvis man ikke kan se igennem væggene, er det jo, fordi døren er låst, og toilettet er i brug. Dog er dette også tilfældet, hvis mekanismen er i stykker, idet den matterende effekt faktisk er standardudseendet, som aktiveres via låsen, og man skal derfor ikke bekymre sig om, om glasset pludselig bliver gennemsigtigt, imens man sidder på toilettet - selv hvis funktionen svigter.

De to toiletfaciliteter består hver af tre selvstændige toiletter, der optræder som en enkelt bygning. Ud over at der er to toiletter til henholdsvis mænd og kvinder, er der også et handikaptoilet. Væggene er desuden opført med brug af farvet glas, så når toiletterne er oplyst om aftenen, er de med til at sprede et farvet lys i Yoyogi Park.

 

 Find vej

De gennemsigtige toiletter ligger med få hundrede meters afstand til hinanden et par hundrede meter nord for Yoyogi Koen station.

Total Page Visits: 748 - Today Page Visits: 1