Toiletter i Japan

Toiletter i JapanI Japan findes der to typer af toiletter: Det traditionelle toilet og det moderne toilet. Det traditionelle toilet var før i tiden et hul i jorden eller i et gulv, som man satte sig på hug over, således at afføring og tis blev oplagret, så det kunne anvendes som gødning. Nu om dage eksisterer denne type toiletter endnu, men de er dog blevet moderniseret, så der er tale om et aflangt hul i gulvet lavet af keramik, som er forbundet til en kloak. Denne type toiletter er efterhånden ret sjældne i Japan, men er typisk at finde i øde egne eller i offentlige bygninger af ældre dato. Der er som regel ikke noget at støtte sig til, så man skal udelukkende holde balancen på egen hånd, og så er det desuden meningen, at både mænd og kvinder skal sidde på hug, når de tisser med ryggen vendt mod hullet.

De moderne toiletter begyndte at blive implementeret i japanske hjem i starten af 1900-tallet, men det var først efter Anden Verdenskrig, man begyndte at betragte dem for at være standardtoiletter, og i dag er det denne type toiletter, der er mest udbredt i Japan. Verdens største toiletproducent er den japanske virksomhed TOTO, der står bag opfindelsen af det, der i Japan kaldes for washletter, hvilket er elektroniske toiletter, der kan meget mere end toiletterne i Vesten, af hvilken grund udlændinge ofte har problemer med at anvende disse. I Japan betragtes det som uhygiejnisk kun at tørre sig selv med papir, så derfor introducerede TOTO i 1980 washletter, der er kendetegnet ved at have en indbygget spulefunktion, så man kan vaske sig selv bagtil og fortil, når man er færdig. Der findes desuden flere modeller med mange andre funktioner såsom en blæsemekanisme, armlæn, varme i sædet og luftrenser. Mere højteknologiske modeller inkluderer toiletter med automatisk sæde, indbygget musikafspiller og en taleguide. Der er nu ved at blive udviklet toiletter, der skal være i stand til at måle blodsukker ud fra urinen, ligesom sædet skal kunne måle folks puls, blodtryk og fedtprocent. 

I Japan går man rundt med sutsko i hjemmet, og når man bevæger sig ud på badeværelset, er det meningen, at man skal skifte til et nyt par, der kun er beregnet til toiletbrug. Det at vaske hænder i forbindelse med et toiletbesøg er også en standard i Japan, men på mange offentlige toiletter findes der dog ikke håndklæder, så mange japaner går selv rundt med en lille klud. Nogle japanske toiletter er desuden miljøvenlige, idet der oven på kummen sidder en håndvask, så når man vasker hænder, vil vandet blive oplagret og genanvendt, når man skyller ud i toilettet. For de fleste toiletters vedkommende gøres dette ved at dreje på et lille håndtag på siden af toilettet og altså ikke via “træk og slip” eller “tryk”-mekanismen.

Offentlige toiletter er gratis at bruge i Japan og findes på steder, der er meget befærdede såsom turistattraktioner, parker, storcentre og stationer, men det er dog ikke altid, at der er håndklæder, og derfor går mange japanere rundt med deres eget i tasken. Typisk er toiletter kønsopdelt, bortset fra i shinkansen, hvor mænd og kvinder deles om toilettet, men her findes der dog også nogle gange pissoir til mændene. Shinkansen og andre langdistancetog er desuden de eneste tog i Japan, hvor der er mulighed for at gå på toilettet. I Japan er det ydermere udbredt, at nærbutikker (konbinier) stiller toiletter til rådighed, hvis der ikke er offentlige toiletter i nærheden, så her kan man altid gå ind og spørge, om man må låne toilettet. Det er knap så almindeligt at spørge om dette på restauranter, fordi toilettet mange steder er en service, der kun stilles til rådighed for kunderne.

Total Page Visits: 662 - Today Page Visits: 2