Rodan (der underligt nok hedder Radon på japansk) var den første kaiju, der fik sin egen film efter introduktionen af Godzilla, og så var det endda den første kaiju-film i farver. Og det er noget, der klæder genren, da det giver ødelæggelserne mere liv og dybde, så man kan beundre detaljerne.
Det er også ødelæggelserne, der gør filmen værd at se, og det er tydeligt, at man denne gang er blevet inspireret af de tyfoner, der hver år rammer Japan, så Rodan altså skal ses som en metafor for en naturkatastrofe. Af en eller anden grund er der dog pludselig to af dem i filmen, og det er overordnet set filmens største problem - at der smides det ene stykke brænde efter det andet på bålet, så der også er ekstremt mange personer og sceneskift at forholde sig til, så der på den ene side fortælles en historie med mennesker i fokus og på den anden om et monster, der bare gerne vil smadre noget uden grund.
Og det er da også kaiju-films svaghed: at de forsøger at bryde realismen, men samtidig inddrager det sædvanlige stereotype personregister, som skal bære handlingen, indtil man får serveret det kaos, man har ventet på. Rodan er desværre også en meget statisk kaiju med et lidt kikset design, men kæmpeinsekterne meganulon er meget værre, fordi det åbenlyst er seks mænd i et kostume. Dog er dette en af de kaiju-film med den mest sørgelige slutning, og det er dejligt, at man også forsøger at skildre bekæmpelsen af monstre ud fra et emotionelt perspektiv.