Denne film er et modstykke til filmen Flags of Our Fathers, som også blev instrueret af Clint Eastwood og udgivet i 2006. Begge film tager udgangspunkt i kampen om Iwo Jima, men forskellen er bare, at man i Flags of Our Fathers følger de allierede styrker, mens man i Letters from Iwo Jima følger de japanske, så man får fortalt den samme historie fra to forskellige perspektiver.
Dette er en ret genial tilgang, for i krigsfilm har man ofte ikke overskud eller lyst til at skildre begge sider - og i hvert fald ikke på sympatisk vis, idet der typisk er en god side, der kæmper mod en fjende. Dermed forsvinder nuancerne, eftersom begge parter jo er overbeviste om, at de er den gode, mens modstanderen er fjenden. Og sådan forholder det sig da også, hvis man ser de to film hver for sig, hvilket er grunden til, at det er klogt at lave to forskellige film med to forskellige tilgange. Og en Hollywood-film, der benytter japanske skuespillere, som taler japansk er virkelig en tiltrængt sjældenhed, for det gør bare det hele meget mere troværdigt.
Det gode ved Hollywood-film er generelt effekterne og kvaliteten, og det er denne film da også et godt eksempel på. Man har valgt at neddæmpe farvemætningen i billedet, hvilket er med til at give en fortidig og dystopisk stemning. I modsætning til de fleste japanske film, så er Hollywood også god til at skabe karakterer, men problemet er, at de ofte bliver overspillede eller utroværdige.
I denne film er karaktererne dog det, der bærer historien, fordi man jo ved, hvordan det hele vil ende, så man har gjort meget ud af at vise de sympatiske sider ved japanerne, så man ikke skaber et fjendebillede af dem. De skildres faktisk som det, de var - ofre for en hjernevaskende elite, der benyttede sig af levende mennesker som brikker i et globalt magtspil.
Der er således mange rørende øjeblikke, men det der fylder mest er desperationen og håbløsheden, som de virkelige personer uden tvivl må have følt, da den amerikanske flåde ankom til øen. Der gøres ligeledes meget ud af at vise den selvopofringsvilje og nationale stolthed, som styrede japanerne, så alt i alt kommer man virkelig godt omkring og gengiver dem både som soldater såvel som mennesker.
For faktum er, at kampen på Iwo Jima jo fandt sted, og rigtige mennesker mistede livet i tusindvis. Hver af disse folk havde en historie, hvilket alle krigsofre har, og desværre er der aldrig plads til eller fokus på dem alle i historiske gengivelser, så det er rart, når man får lov at blive konfronteret med fortidens rædsler og dermed værdsætter alle dem, der omkom i noget så latterligt og evigt unødvendigt som krig.
