
I 1600-tallet blev der anlagt et vejnet i Japan, der havde til formål at forbinde den daværende hovedstad Kyoto med datidens Tokyo, hvor Tokugawa-shogunatet havde base. På disse ruter blev der imidlertid opsat visitationszoner for at sikre sig, at folk ikke rejste rundt uden tilladelse, ligesom man ved disse gennemså købmænds varer, så man kunne konfiskere ulovlige effekter - blandt andet skydevåben, som det ikke var tilladt at bringe til Tokyo, som før i tiden var kendt som Edo.
En af de vigtigste visitationszoner befandt sig i Hakone, hvor der var tale om en velorganiseret kontrolpost kaldet Hakone Sekicho, der havde til formål at visitere alle, som rejste til og fra Edo. Der var nærmest tale om en grænsestation, hvor folks ejendele blev efterset, rejsedokumenter tjekket, og i nogle tilfælde blev folk også kropsvisiteret, hvilket blandt andet inkluderede kvinder, som forsøgte at rejse fra Edo. Af den grund var der ved kontrolposten i Hakone kvinder ansat til dette, for rundt omkring i Japan besad daimyoer nemlig magten i landets distrikter og for at sikre sig deres loyalitet havde Tokugawa-styret taget deres familier som gidsler på alternativ vis ved at placere dem i Edo, som de altså ikke måtte forlade. At snige sig forbi en kontrolpost var desuden en forbrydelse, som ville blive straffet med døden.
I slutningen af 1800-tallet blev de mange visitationszoner afskaffet, hvilket også var tilfældet med kontrolposten i Hakone, som herefter gik i forfald. I slutningen af 1990'erne gik man dog i gang med at udføre arkæologiske udgravninger, hvilket førte til, at man efterfølgende valgte at genskabe stedet og dets bygninger, og en rekonstrueret udgave af Hakone Sekicho stod således færdig i 2007, hvor folk fik mulighed for at se og fornemme, hvordan det i sin tid havde været for rejsende at passere igennem en visitationszone.
Hakone Sekicho ligger langt fra den nærmeste station. Fra Hakone-Yumoto station går der dog busser til området, og turen dertil tager 40 minutter.
