Dette er den tiende Godzilla-film i rækken, selvom det som sådan ikke er en kaiju-film. Det er derimod en børnefilm, hvor kaijuer kun optræder som fantasi-elementer, og denne gang er det den drønirriterende Minilla, der spiller hovedrollen, mens Godzilla er en fuldkommen ligegyldig birolle.
Denne film skildrer meget godt den udvikling, der skete inden for kaiju-film, der gik fra at være katastrofefilm til børnefilm, og mystisk nok er det en af Ishiro Hondas egne yndlingsfilm, selvom den på ingen måde minder om den klassiske Godilla-film, som han ellers også stod bag. Kaijuerne er jo ikke reduceret til andet end statister i deres egen film.
Selve ideen og konceptet er jo egentlig god og relevant for samtiden, men at benytte en kaiju-film til at sende samfundsrelevante budskaber til børn og børnefamilier er en meget besynderlig tilgang, for dermed forholder man sig også til en begrænset målgruppe. Det bliver heller ikke bedre af, at der med al tydelighed er tale om en B-film med et lavt budget, og så kan man spørge sig selv, hvorfor man overhovedet gider at bruge tid og energi på at producere filmen.
Når man tænker på, at der er tale om en film på lidt over en time, så er der utroligt mange genbrugsscener fra tidligere film, og Minilla-kostumet er simpelthen så dårligt og komisk, at man ikke kan tage det seriøst. Der er ingen af de ødelæggelser, som kendetegner kaiju-film, og at opfordre børn til vold er måske også en lidt uheldig morale at sende.