Det er denne type film, man elsker på filmfestivaler, fordi der sker så lidt, at handlingen stort set er fraværrende. Filmen skal derfor ses med symbolske briller, så man kan tolke dens budskaber, for den er godt nok tør på historie. Shinji Soumai var trods alt kendt for at instruere socialrealistiske værker, men den type film bliver desværre ofte kedelige, fordi de er så realistiske, at man bogstaveligt talt bare kan gå udenfor og iagttage almindelige menneskers liv.
At tage udgangspunkt i teenagere er et af de mest brugte virkemidler, fordi de med deres rebelske og udforskende natur automatisk skaber drama, men desværre bliver de unge tydeligvis portrætteret gennem et voksent menneskes perspektiv, så man hverken forstår dem eller deres handlinger. Man kunne sagtens have bevæget sig i en mere interessant og dyster retning, men i stedet forsøger man at fange seerne med spontane chokeffekter og teenagere, der danser rundt i undertøj.
På typisk japansk manér er det psykologiske aspekt så underspillet, at det virker helt udeladt, hvilket nok skyldes, at japanerne selv kan forholde sig til de medvirkendes følelser og reaktioner. Filmen virker nemlig som en sociokulturel kommentar i en tid, hvor japanerne (og særligt de unge) befandt sig på et moralsk sidespor, så det er da heller ikke tilfældigt, at handlingen udspiller sig, mens en tyfon rammer landet.
Det ville bare have fungeret bedre, hvis symbolikken var gjort mere tydelig via en dybere indsigt i karaktererne, så man i det mindste kunne forstå dem og deres handlinger bedre. For eftersom karaktererne typisk indgår i konflikter med vold, mobning og overgreb virker alle sådan set bare utilregnelige med en virkelig forstyrrende adfærd, som man ikke kender årsagen til, fordi den ikke eksplicit bliver præsenteret.
