Den 11. marts 1965 tog seks studerende fra bjergbestigningskluppen ved Hokkaido Universitet på en to uger lang udflugt i Hidaka-bjergene på Hokkaido, som de havde tænkt sig at krydse til fods for på den måde at opnå erfaring i at vandre og overleve i bjerge. Desværre endte de alle med at omkomme på turen, for på dette tidspunkt lå der nemlig stadig sne i Hidaka-bjergene, hvor de seks studerende blev ofre for en lavine, den 14. marts, hvor de havde slået lejr ved Satsunai-floden.
Den 13. marts blev bjergene nemlig ramt af et snevejr, hvilket fortsatte frem til den næste morgen, og man mener derfor, at det var dette, som udløste en lavine, idet mængden af sne tog til, så denne til sidst rev sig løs. Men eftersom alle seks studerende omkom i ulykken, så fik man først kendskab til denne, da de ikke vendte tilbage til universitet den 24. marts som planlagt, og en redningsaktion blev derfor først indledt to dage senere, hvor man ikke havde nogen anelse om, hvor man skulle lede efter dem på den lange rute, som de skulle have vandret. For man kunne ikke vide, at de havde mistet livet allerede på begyndelsen af turen.
Baseret på vidneudsagn fra andre vandrere, kunne man dog konkludere, at de seks studerende sidst var blevet set ved Satsunai-floden, hvor de havde slået lejr den 13. marts, hvorefter der ikke længere var nogen, som havde set noget til dem. Og da der lod til at have været en lavine ved lige netop Satstunai-floden, frygtede man derfor det værste, da man centrerede redningsaktionen ved denne, hvor man dog ikke fandt spor efter de studerende, selvom eftersøgningen efter dem ellers stod på frem til maj.
Først da sneen var smeltet bort i løbet af juni, lykkedes det at finde frem til de seks lig, hvoraf fem af disse blev fundet inde i et telt, hvilket indikerede, at de havde ligget og sovet, da de blev begravet i lavinen og dræbt på stedet. Gruppens leder, Yoshikazu Sawada, blev imidlertid fundet uden for teltet, hvor hans lig befandt sig i et hulrum i sneen, idet han simpelthen havde forsøgt at grave sig selv ud. Man kunne dermed bekræfte, at han havde overlevet lavinen, men herudover havde han også formået at holde sig i live under sneen i fire dage, hvor han havde prøvet af grave sig ud, samtidig med at han havde udformet et afskedsbrev, før han til sidst omkom af enten iltmangel eller fysisk svækkelse som følge af nedkøling.
Afskedsbrevet var blevet skrevet på bagsiden af et kort og gav en detaljeret beskrivelse af hændelsen, hvorved det blev bekræftet, at lavinen var opstået klokken 2 natten til den 14. marts. Yoshikazu Sawada undskyldte desuden til sin egen og sine venners familie og sendte hilsener til både lærere og medstuderende, mens han udtrykte håb om et liv efter døden, som han erkendte var nær. Han kunne følge tiden på sit ur og dermed tælle dagene, men lige meget hvor længe han gravede, fik han aldrig øje på sollys, så han vidste derfor godt, at det så håbløst ud, fordi han udmærket var klar over, at hjælpen først ville nå frem over en uge senere.