Denne film blev lavet af studiet Nikkatsu, som gerne ville ride med på kaiju-bølgen i 1960'erne, og de gjorde heller ikke meget andet end at ride med, for der er godt nok fuld plade i kliché-banko. Det er faktisk helt igennem imponerende, hvor mange stereotype elementer fra kaiju-genren, som man formår at indarbejde i denne ene film, som om man har samlet forskellige eksisterende manuskripter til ét.
På det område virker det temmelig dovent, fordi man har kopieret andres ideer, men når det er sagt, synes jeg faktisk, dette er en af de bedre kaiju-film på grund af det arbejde, der er blevet lagt i kulisser, modeller og ødelæggelser, hvilket trods alt er det, der kendetegner kaiju-film. Særligt modelbyerne er enorme og ekstremt detaljerede, og ødelæggelsen af Atami er virkelig flot lavet, så selv Godzilla-film fra denne tid kunne lære noget af denne film. Gappaerne er også unikke i deres design, selvom det er underligt, at de kan flyve uden at baske med vingerne. Det er derfor også en af de mere genkendelige kaijuer, og så er det et plus, at der er både en han og en hun, som leder efter deres unge.
Ligesom i mange andre kaiju-film er der også i denne eksempler på japanere, der blackfacer og spiller primitive øboere, hvis kultur er reduceret til dans og trommemusik. Og de vogter som altid over monstre, som udefrakommende absolut skal forstyrre, hvilket som altid drejer sig om forskere og journalister, hvoraf en mand og en kvinde skal have noget kørende. Selv i 1967 må man have været træt af denne præmis, for det er godt nok basisopskriften på en kaiju-film, så det er tydeligt, at dette var et studie, der aldrig før havde produceret en sådan.
Jeg forstår derfor godt, at det ikke blev til flere Gappa-film, for inspiration besad man tydeligvis ikke. Pengene blev lagt i kostumer og effekter, og det var nok også klogt, for man kunne næppe have opfundet en ide, der var så speciel, at denne film ville formå at skille sig ud i mængden. Sammenlignet med mange Godzilla-film burde denne dog få langt mere opmærksomhed og respekt, for det fortjener den trods alt.
