Anime Supremacy!

Information

Billeder

Original titel: Haken Anime!

Instruktør: Kohei Yoshino

År: 2022

Genre: Drama

Spilletid: 128 minutter








Handling

Hitomi Saito bliver som voksen interesseret i anime og beslutter sig for at blive instruktør, så hun på den måde kan lave en anime-serie, som kan overgå mesterværket af Chiharu Oji, som hun ellers ser op til.

Min mening

Jeg havde virkelig håbet, at denne film kunne give et interessant indblik i produktionen af anime, men i stedet følger man en selvhøjtidelig men alligevel selvtillidsløs instruktørs mystiske drift efter at være den bedste på et område, hun ingen erfaring har med... Kort sagt et enormt tåbeligt plot.

På den måde giver filmen egentlig en ret god forklaring på, hvorfor anime er blevet så dårligt, fordi man virkelig bare får indtryk af, at det handler om at konkurrere med andre studier og spytte den ene ligegyldige serie ud efter den anden uden at fordybe sig i sin egen produktion og dermed kvaliteten af den. Hitomi instruerer simpelthen ud fra, hvad hun selv synes er godt, og tager hverken imod feedback fra underordnede eller publikum. Hun er kort sagt en arrogant primadonna, selvom hun ironisk nok er fremstillet som en genert nørd, som man skal holde af - en fuldkommen kontrast til hendes egentlige personlighed, som er aldeles usympatisk. Men det er da ikke desto mindre interessant med dette modsætningsforhold, selvom det på ingen måde fungerer.

Alle instruktører vil naturligvis gerne skabe deres eget værk ud fra deres eget hoved, men sådan fungerer virkeligheden ikke. Og især ikke film og serier, der er et samarbejde bestående af et enormt antal mennesker, som ikke kun skal agere slaver for en bedrevidende chef. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan man med denne film forsøger at sende positive budskaber, og at Hitomi i det hele taget skal kunne opfattes som en god person, for selvom hun ønsker at røre andre mennesker med sit værk, så vil hun gøre det på alt for forceret vis som en egocentrisk diktator, der mener at have opskriften på folkelig lykke.

Ud fra Hitomis personlighed kunne der være skabt drama og karakterudvikling på knap så forudselig vis, men i stedet sejler handlingen i en flod af klichéer med et underligt fokus på bestemte karakterer, der ikke rigtig bidrager med noget til historien, og det er da også de svage karakterer, der fuldkommen kvæler handlingen, så jeg meget hellere ville se de anime-serier, den drejer sig om. Filmen er tilmed baseret på en bog om tre kvinder og deres udfordringer i anime-brancen, men ikke engang et kønsbaseret fokus har man valgt at tage udgangspunkt i, selvom der er tydelige undertoner af, at der er tale om et feministisk projekt.

Vurdering


Favoritkarakter:
Kayoko


Plot: 


Karakterer:


Skuespil:


Afslutning:


Det visuelle:


Overordnet karakter:

4/10
Total Page Visits: 252 - Today Page Visits: 1