Sinking of japan

Konceptet med at Japan synker er baseret på en bog fra 1973, der siden er blevet den mest populære katastrofetendens i japansk underholdning, fordi man er vant til at blive ramt af naturkatastrofer. Af den grund er det åbenbart ikke så skræmmende at beskæftige sig med lokale katastrofer, og således har man fået dannet sig den ultimative katastrofetanke i form at nationens endelige. Og at Japan ligefrem synker er vel egentlig en overdrevet blanding af fiktion og fakta, men det er mest af alt bare en metafor for, hvordan samfundet befinder sig i et kollaps.

I The Sinking of Japan går metaforen sådan set tabt, for den kan egentlig kaldes for den japanske udgave af filmen 2012, og effekterne er tilmed endnu bedre, selvom den udkom seks år tidligere. Og det er faktisk også effekterne, der gør denne film værd at se, for der er tale om virkelighedstro gengivelser af for eksempel kollaps af bygninger og vulkanudbrud. Ødelæggelserne foregår på et ekstremt plan, hvilket jeg synes, man burde have gjort mere ud af, så det rent faktisk føltes som en national katastrofe. I stedet forholder man sig til enkeltpersoner, så det mere bliver individernes kamp, man følger.

Det gør det da også nemmere at identificere sig med de medvirkende, men når millioner af mennesker dør, og en hel nation går tabt, så ville det have været mere tragisk, hvis filmen spillede lidt mere på katastrofens omfang, da det trods alt er JAPAN, der synker. Slutningen er lidt en kopi af Armageddon, og alt i alt må handlingen siges at være fyldt med klicheer, så man ikke ligefrem sidder og bider sig i neglene af spænding.

Det bør naturligvis også påpeges, at der er tale om en virkelig urealistisk film, præcis som med 2012 og The Day After Tomorrow, hvor man har skruet op for naturens kræfter for at skabe drama samt følelsen af, at vi mennesker er forsvarsløse, hvilket jo er essensen af katastrofefilm. Og det at miste sit livsfundament og nationale ståsted må for mange være den ultimative frygt, men det er simpelthen også så overdrevet, at det bliver en fiktiv forestilling, man får serveret fremfor en begrundet angst.

Verdenssamfundet spiller generelt heller aldrig nogen rolle i fortællingen om, at Japan synker, så generelt bliver det en meget nationaliseret historie, hvor japanerne opfatter sig selv som et isoleret ørige, hvor man er overladt til sig selv og har nok i sig selv, indtil man indser, at verden faktisk er større end ens eget land.