Dette er den 6. Gamera-film i rækken, og der er på visse områder tale om en kopi af den forrige film, for også i denne står Gamera i skyggen af de to dominerende hovedroller i skikkelse af en japansk og en amerikansk dreng. Generelt er det meget besynderligt med så mange japansketalende vesterlændinge i denne film, for de er tydeligvis ikke skuespillere, og selvom de kan japansk, virker det meget kunstigt
Alt i alt er skuespillet elendigt i denne film, mens karakterregistret er så underligt, at det føles som at se en tegnefilm, for der er som altid et utal af unødvendige statister, der bare skal opholde sig i baggrunden og se dumme ud, mens det kun er en håndfuld personer, hvoraf hovedparten er børn, der er i fokus. Det skyldes naturligvis, at det rent faktisk er en børnefilm, så ikke nok med at plottet er kogt ned til den mest handlingsløse fortælling overhovedet, så er der også en gennemgående brug af ulogiske indslag i et univers, der på fjollet vis forsøger at kombinere den virkelige verden med fantasi.
At tage udgangspunkt i verdensudstillingen i 1970 var faktisk en god ide, men desværre fik man ikke lov til at ødelægge modellerne af denne, så det sådan set kunne være lige meget. Faktisk er der kun begrænsede ødelæggelser, hvilket også gør filmen kedelig og ikke mindst forglemmelig, fordi de menneskelige karakterer fylder så meget, at der kun er ganske få kampe mellem Gamera og Jiger.
Der er altså overordnet set intet, der får denne film til at skille sig ud - hverken i kaiju-genren eller inden for Gamera-serien, hvor det må være en af de ringeste. Den patriotiske kendingsmelodi er efterhånden også ved at være godt brugt og er virkelig et bizart element i en kaiju-film.
