En shaku er et traditionelt scepter, der stammer fra Kina, hvor det er kendt som hu. Hér startede scepteret faktisk ud med at have en praktisk funktion, idet det blev benyttet som en alternativ skriveplade ved det kejserlige hof, så kejseren såvel som hans ansatte kunne tage noter eller have disse ved hånden - eksempelvis i forbindelse med audienser. Af samme grund er en shaku kendetegnet ved at være aflang, idet man traditionelt set skriver lodret i både Kina og Japan.
Da sceptre blev introduceret til Japan via Kina i 500-tallet, blev de ligeledes benyttet som skriveplader, indtil brugen af papir blev så udbredt, at sceptre mistede deres funktion og således endte med at blive statussymboler, der blev båret som tilbehør af vigtige personer lige fra generaler og adelige til kejseren og hans stab. Når denne type personer blev portrætteret, var det derfor almindeligt at forsyne dem med en shaku, så de dermed kunne udstråle status. En shaku blev holdt i den nedre del - enten med en enkelt hånd eller med brug af begge hænder, så anvendelsen af den nærmest blev en ceremoniel form for etikette. Når man eksempelvis talte til kejseren, var det også almindeligt at benytte sig af en shaku til at skjule sin mund, ligesom man kunne hæve sin shaku, hvis man havde noget at sige.
En shaku er typisk mellem 30 og 40 centimeter lang og bliver som regel fremstillet af træ, mens de finere af slagsen oprindeligt blev udformet i elfenben. I modsætning til andre typer af sceptre er en shaku dog kendetegnet ved at have et meget simpelt design uden udsmykninger, så det mest af alt ligner et bat, mens formen minder om en lukket vifte, hvilket en shaku muligvis kan være baseret på, da det netop var almindeligt at gå med vifter i de højere kredse. Nu om dage er brugen af sceptre imidlertid ikke almindeligt, så man ser sjældent folk gå med shaku, hvilket dog stadig kan ses ved visse shinto-ceremonier, ligesom shaku fortsat benyttes af kejserslægten under højtidelige arrangementer.