Den 22-årige Kaoru Sasaki boede alene i Hiroshima, hvor han af uforklarlige grunde forsvandt i 1972. Den 11. november besøgte Kaoru nemlig sine forældre for at deltage i en festival, hvilket blev sidste gang de fik deres søn at se i live, for da han dagen efter vendte tilbage til Hiroshima, skete der et eller andet, som fik ham til at ringe til en veninde et par dage senere, hvor han forklarede, at han var nødt til at tage en tur til Kyoto, uden at han fortalte hvorfor. Nogle dage senere ringede Kaoru så igen til veninden og fortalte, at han stadig var i Kyoto og ikke kunne vende tilbage til Hiroshima foreløbigt, hvilket blev det sidste bekræftede livstegn fra den 22-årige mand.
Herefter var der nemlig ingen, som hørte noget til Kauro Sasaki, hvis forsvinding længe gik ubemærket hen, fordi han trods alt var single og levede sit eget liv. Det var derfor først, da veninden begyndte at undre sig over, at hun ikke havde set noget til ham, at hun i det nye år ringede til Kauros forældre for at høre, om de vidste, hvor han befandt sig. Men da de fortalte, at de sidst havde set ham den 12. november 1972, stod det klart, at Kauro åbenbart aldrig var vendt tilbage fra sin tur til Kyoto. Han blev derfor efterlyst hos politiet, som dog ikke kunne komme på sporet af den unge mand, der således forblev savnet.
I 18 år vidste Kauros forældre derfor ikke, hvad der var sket med deres søn, indtil hans onkel i 1990 modtog et brev på årets første dag, som var underskrevet af Kauro, ligesom der tilmed var oplyst en afsenderadresse, som befandt sig i Imabari på Shikoku. Men selvom denne ganske vist eksisterede, så var det dog ikke Kauro, som boede på adressen, så hans forsvinding var fortsat en gåde, eftersom der i brevet blot stod, at han havde gjort noget slemt, og derfor var på flugt, så ingen skulle lede efter ham. Brevet var dog blevet skrevet med tre forskellige skriveredskaber, og så var Kauros navn desuden stavet forkert, hvilket kunne tyde på, at han ikke var afsenderen. Det var trods alt også underligt, at brevet blev sendt til hans onkel i stedet for hans forældre - og så næsten to årtier efter hans forsvinding. Indholdet virkede også upersonligt og formelt, idet teksten nærmest kun havde til hensigt at indstille eftersøgningen af Kauro frem for at berolige hans familie med, at han havde det godt.
Brevet var generelt mistænkeligt og har derfor været med til at styrke teorien om, at nogen var indblandet i Kauros forsvinding, og at han muligvis kan være blevet udsat for en forbrydelse. I denne periode blev japanere eksempelvis kidnappet af nordkoreanske agenter, som bragte dem med til Nordkorea, og det forholder sig tilfældigvis sådan, at Kauro Sasaki var kok - præcis som Tadaaki Hara, der i 1980 blev lokket til Nordkorea via et jobtilbud. Det er derfor muligt, at Kauro også modtog et jobtilbud, og at det var derfor, han blev nødt til at tage til Kyoto, hvor han kan have mødtes med nordkoreanske agenter, som endte med at kidnappe ham. Dette er imidlertid blot en teori, eftersom man aldrig er kommet på sporet af Kauro, som altså ikke er anerkedt som et offer for de nordkoreanske kidnapinger, så hvad der skete med ham i Kyoto, og hvorfor han i det hele taget rejste dertil er fortsat et uoopklaret mysterie.