Yamato Tanookas forsvinding

Yamato Tanooka efter at være blevet fundet

Den 7-årige Yamato Tanooka boede sammen med sine forældre og tre år ældre søster i byen Hokuto på Hokkaido, hvor den lille familie besluttede sig for at tage på en udflugt i skovene omkring Yokotsu-bjerget den 28. maj 2016, uden at de havde nogen anelse om, at Yamato ville blive gjort til hele Japans samtaleemne. På turen kastede drengen nemlig sten efter biler og forbipasserende, hvilket Yamato naturligvis blev skældt ud for, men da familien påbegyndte turen hjem i deres bil, kunne drengen ikke forstå, at han havde gjort noget galt, så hans far besluttede sig for at give ham en lærestreg ved at sætte ham af i skoven, hvorpå han kørte bort, mens Yamato løb efter bilen.

Faderen valgte da at samle Yamato op igen og spurgte, om han nu havde forstået, at han havde gjort noget forkert, men da Yamato stadig nægtede dette, blev hans far så sur, at han igen besluttede sig for at sætte Yamato af og køre bort, indtil bilen var ude af syne. Manden vendte dog om og kørte tilbage i troen på, at Yamato havde lært lektion, men da bilen ankom til stedet, hvor han var blevet sat af, var drengen ingen steder at få øje på, og selvom hans far, mor og søster ellers steg ud for at lede efter ham, så kunne de ikke få øje på Yamato, ligesom han ikke svarede, når der blev kaldt efter ham.

De bekymrede forældre valgte derfor at kontakte politiet for at melde Yamato savnet, men eftersom faderen bebrejdede sig selv, så besluttede han sig for at lyve ved at fortælle, at Yamato var forsvundet, imens de havde gået tur i skoven. Han havde nemlig troet, at drengen ville blive fundet under den eftersøgning, som blev igangsat, men da dette ikke var tilfældet, valgte faderen at fortælle sandheden, da han erkendte, at han havde sat Yamato af bilen og kørt fra ham midt i skoven. Denne afsløring vakte stor forargelse i Japan, hvor Yamatos far blev hængt ud som en dårlig forælder og sågar en barnemorder, for eftersom dagene gik, uden at der var spor efter Yamato, så svandt håbet om at finde ham i live, og hans eventuelle død ville derfor være hans fars skyld.

På Hokkaido lever der bjørne, så man frygtede for det første, at Yamato kunne være blevet et offer for en sådan, men herudover faldt temperaturen også til under 10 grader om natten, hvor det derfor var livsfarligt for et barn at opholde sig i naturen, hvor han desuden heller ikke kunne finde noget at spise på denne årstid. Efter at have været forsvundet i seks dage valgte man derfor at indstille eftersøgningen af Yamato Tanooka, og hans familie måtte dermed affinde sig med tanken om, at han med stor sandsynlighed ikke ville blive fundet i live, eftersom der indtil videre ikke havde været spor efter ham.

Samme dag skete dog noget helt utroligt. For den 3. juni lagde en ansat nemlig vejen forbi en hytte på en træningsgrund tilhørende det japanske forsvar, hvor han til sin store overraskelse fandt frem til den 7-årige dreng, der simpelthen viste sig at være i live. Yamato blev derfor straks bragt på hospitalet med helikopter, og historien om den lille dreng, der havde overlevet i næsten en uge på egen hånd, blev straks delt i medierne, hvor man naturligvis undrede sig over, hvordan dette var muligt. Hytten befandt sig 7 kilometer fra stedet, hvor Yamato forsvandt, men for at komme dertil havde han vandret 10 kilometer, hvilket ifølge ham selv skete samme dag, som han blev væk. Da han så sin far køre bort i bilen, begyndte han nemlig at græde, og mens han gik og tørrede øjnene, mistede han orienteringen og kom til at vandre ind i skoven, hvor han fortsatte med at gå, indtil han på mirakuløs vis fandt frem til en hytte, inden dagen var omme.

Yamato besluttede sig for at blive i hytten i troen på, at nogen ville finde frem til ham, men eftersom denne befandt sig på en privat træningsgrund, så blev den sjældent benyttet, så det var kun, fordi det begyndte at regne, at en ansat ved det japanske forsvar valgte at søge i læ i den, hvor han altså fandt frem til den savnede dreng, der havde gjort, præcis som han skulle. Hvis Yamato havde forladt hytten, kunne han nemlig være faret vild, og så kunne det have kostet ham livet, for hytten lå i et område, hvor eftersøgningen ikke havde foregået. I denne var desuden en madras, hvor Yamato kunne holde sig varm, ligesom der var en vandhane med postevand, som han kunne drikke. Han havde dog ikke fået noget at spise, men udover at være sulten og underkølet, havde det godt, og han kunne derfor blive genforenet med sin familie, som var lykkelige over, at Yamato var i live, mens hans far offentligt indrømmede, at han fortrød, at han havde efterladt sin søn i skoven til at begynde med.

Total Page Visits: 16 - Today Page Visits: 2