I 1980’erne var verden ramt af en HIV-epidemi, og den frygtede virus fandt også vej til Japan, hvor man imidlertid så en stigning i antallet af smittede blandt hæmofilipatienter, hvilket blev bemærket i 1984, hvorved man begyndte at mistænke kontamineret donorblod som værende årsagen til dette. Japan importerede nemlig donorblod fra USA, hvilket ikke gennemgik en varmebehandling, før det blev overført til patienterne, og i flere tilfælde blev de derfor smittet med HIV, fordi man heller ikke testede blodet for virus. I Japan var der omkring 5000 hæmofilipatienter, og cirka 1800 af disse (svarende til 40 %) endte med at blive smittet med HIV, hvorved de pådrog sig en ny sygdom under behandlingen af en anden.
Selv efter at man var blevet opmærksom på udbredelsen af HIV blandt hæmofilipatienter, fortsatte man nemlig med at anvende kontamineret donorblod frem til 1986, til trods for at man året forinden var begyndt at anvende varmebehandlet donorblod, hvor eventuel virus var gjort inaktivt, fordi man valgte at opbruge lageret af ikke-varmebehandlet donorblod. På dette tidspunkt var det at få HIV nærmest en dødsdom, idet sygdommen udviklede sig til AIDS, som oftest var dødelig, selvom man modtog behandling, så omkring 700 af de smittede hæmofilipatienter endte med at dø, hvorved de udgjorde en betydelig del af Japans samlede AIDS-dødsfald.
Der var derfor også tale om en stor skandale, som førte til, at de berørte patienter i 1989 anlagde sag an mod de ansvarlige parter i skikkelse af sundhedsmyndighederne og det pågældende medicinalfirma, som indkøbte donorblodet fra USA. Historien blev imidlertid tysset ned i 1980'erne for at forhindre panik i offentligheden, ligesom de smittede patienter var bange for at stå frem af frygt for at blive stigmatiseret, så japanerne fik først kendskab til sagen, da retssagen blev dækket af medierne i 1990'erne, hvor sandheden kom frem i lyset, og de involverede personer blev stillet til ansvar for skandalen. Denne resulterede dog kun i mildere fængselsdomme til enkelte personer med ledende roller, mens de smittede hæmofilipatienter og deres efterladte blev tilkendt erstatning. I 1996 foretog den daværende sundhedsminister desuden en offentlig undskyldning på vegne af sundhedsvæsnet.
Det vides ikke, hvornår det første smittetilfælde fandt sted, men det kan allerede være sket i 1979, hvor man mistænker, at Japans første HIV-tilfælde kan have været en hæmofilipatient. Først i 1984 blev man så opmærksom på det høje antal HIV-smittede blandt hæmofilipatienter, hvilket førte til, at man året efter fik dannet sig et overblik over omfanget og kunne konstatere, at man i Japan importerede kontamineret donorblod. Denne sag førte derfor til, at der blev ført større kontrol med donorblod fra udlandet, ligesom man via kampagner opfordrede japanerne til at donere blod, hvilket endnu var et tabu, hvilket var grunden til, at man var afhængig af blod fra udlandet. Selvom størstedelen af de smittede hæmofilipatienter har valgt at forblive anonyme, så valgte enkelte at stå frem og tale på deres vegne - heriblandt Ryuhei Kawada, som senere blev valgt ind i det japanske parlament.