

Den 7. december 1941 erklærede Japan krig mod USA, der officielt gik ind i Anden Verdenskrig, da angrebet på Pearl Habor fandt sted, uden at der på forhånd var blevet advaret om dette. Angrebet var nøje tilrettelagt af Japan, der i samme ombæring valgte at angribe flere britiske territorier i Asien, hvilket ligesom angrebet på Pearl Habor var imod international lov om krigsførelse, idet både USA og Storbritannien på dette tidspunkt forholdt sig neutrale i forbindelse med den anden kinesisk-japanske krig. Blandt de britiske territorier, der blev udsat for angreb, var blandt andet Hong Kong, der om morgenen den 8. december 1941 blev invaderet af japanske tropper, der havde forsamlet sig i Kina - på den anden side af Sham Chun-floden, der udgør grænsen til Hong Kong.
De britiske styrker bestod af knap 15.000 soldater, hvilket ikke var nok til at forsvare Hong Kong mod japanerne, der havde fire gange så mange soldater, og Hong Kong blev således det første britiske territorium i Asien, som blev overtaget af japanerne, hvilket skete den 25. december 1941. I mellemtiden havde omkring 4.000 soldater mistet livet - cirka 2.000 på hver side, men lige så mange civile var imidlertid også blevet dræbt. Der var blandt andet massakrer på krigsfanger, som havde overgivet sig, imens kampene stod på, og den 25. december invaderede de japanske tropper også et felthospital, hvor de dræbte sårede soldater, sygeplejersker og læger, umiddelbart inden briterne overgav sig.
Hong Kong blev efterfølgende underlagt japansk styre frem til afslutningen på Anden verdenskrig, da Japan overgav sig i 1945. I 1997 blev Hong Kong overdraget til Kina under den betingelse, at regionen kunne bevare sin status som en administrativ region.