300 millioner yen-røveriet

300 millioner yen-røveriet

Et af de største succesfulde bankrøverier i Japans historie fandt sted i Tokyo i 1968, hvor en bankdirektør begyndte at modtage trusler om, at hans hus ville blive sprængt i luften, hvis han ikke betalte 300 millioner yen. Hans hjem blev periodevis bemandet af politi, men i virkeligheden var det slet ikke det, der var målet for de ukendte gerningsmænd. Den 10. december forlod en pengetransport nemlig banken med lige godt 300 millioner yen (294.307.500 for at være præcis), som skulle leveres til en Toyota-virksomhed, hvor de skulle udbetales som bonusser. Normalt ville en sådan pengetransport kun være bemandet af to vagter, men på grund af det forhøjede sikkerhedsniveau var der denne dag fire mænd i bilen, som dog aldrig nåede frem til sin destination. På vejen blev pengetransporten nemlig dirigeret ind til siden af en uniformeret mand med en politimotorcykel, der fortalte, at bankdirektørens hus var blevet sprængt i luften, og at bilen med penge var det næste mål. Af frygt for deres liv valgte de fire vagter derfor at forlade køretøjet, mens politimanden undersøgte bilens underside for sprængstoffer. Da det så pludselig begyndte at ryge fra bilen, råbte han, at de fire mænd skulle skynde sig i dækning, fordi bilen var ved at eksplodere, men mens vagterne søgte væk, hoppede politimanden ind i pengetransporten og kørte væk, uden at bilen sprængte i luften.

Det viste sig, at røgen stammede fra et nødblus, som politimanden plantede for at skræmme vagterne, og det gik dermed op for dem, at de rent faktisk havde været udsat for et våbenløst røveri ved højlys dag. Da pengetransporten efterfølgende blev fundet, var den dog blevet tømt, idet gerningsmanden på sin flugt havde skiftet videre til flere forskellige stjålne biler, hvorved sporet blev koldt. Den såkaldte politimotorcykel var i virkeligheden en almindelig motorcykel, der var blevet malet hvid, så det blev hurtigt konkluderet, at der næppe var tale om en rigtig politimand. Jagten på gerningsmanden blev den største politiaktion i Japan nogensinde, idet 170.000 betjente deltog i den 7 år lange eftersøgning, men selvom man endte op med over 100.000 mulige mistænkte, så lykkedes det aldrig at opklare sagen og finde frem til den ukendte gerningsmand, som dermed slap af sted med det, der dengang var det største røveri i Japans historie. Der er derfor heller ikke vished om, hvorvidt han arbejdede alene, eller om der var flere indblandet. Sagen blev forældet allerede i 1975, men selvom det betyder, at ingen kan blive dømt for forbrydelsen, så er der alligevel aldrig nogen, der har valgt at stå frem, og sagen forbliver dermed et mysterium.

Der var dog flere individer, som var i politiets søgelys. Allerede få dage efter røveriet blev en 19årig mand, der var søn af en politimand, mistænkt for at være indblandet i røveriet, men han valgte at begå selvmord den 15. december, og politiet kunne derfor ikke bevise, om han stod bag. Kort før sagen blev forældet, blev en ven til den 19årige dog også mistænkt, da det viste sig, at han var i besiddelse af et enormt pengebeløb, men eftersom politiet ikke kunne bevise, hvor pengene stammede fra, så kunne man ikke gøre mere ud af sagen. Siden er Japan blevet ramt af andre store røverier, men omstændighederne omkring det såkaldte 300 millioner yen-røveri har alligevel gjort det til det mest famøse røveri i landet.

Total Page Visits: 257 - Today Page Visits: 1