Japans største svindelsag udspillede sig i begyndelsen af 1980'erne, hvor omkring 20.000 mennesker blev franarret i omegnen af 200 milliarder yen af investeringsfirmaet Toyota Shoji, der via annoncer og reklamer overtalte folk - primært ældre - til at investere i guld med løftet om et godt afkast. I 1985 havde firmaet snydt så mange mennesker, at det kom i mediernes søgelys, og da man fik identificeret grundlæggeren Kazuo Nagano, blev han i første omgang afhørt af politiet angående ulovlige overførsler af enorme summer til udlandet. Kazuo havde dog fået hjælp af sin advokatstab til at finde smuthuller i loven angående selve svindelsagen, så det var svært for politiet at sigte ham i denne, så i stedet for at blive fremstillet som en kriminel, blev han i medierne hængt ud som en amoralsk slyngel, der snød sagesløse folk, idet mange ældre var blevet franarret hele deres livsopsparing.
Da der gik rygter om, at Kazuo Nagano endelig ville blive anholdt den 18. juni, samlede snesevis af pressefolk sig ude foran hans lejlighed i Osaka for at dække begivenheden, samtidig med at man håbede på at få en kommentar fra ham. Men Kazuo forskansede sig imidlertid i lejligheden, og han havde sågar hyret en sikkerhedsvagt til at stå vagt foran hans dør og forhindre uvedkommende i at få adgang til lejligheden. Det lykkedes dog ikke, for pludselig mødte to mænd op på adressen, hvor de fik lokket sikkerhedsvagten bort, inden de ærligt fortalte de mange journalister, at de var lejemordere, som var blevet hyret til at dræbe Kazuo Nagano, hvilket de simpelthen var kommet for at gøre, selvom så mange vidner ellers var til stede.
Denne tilståelse foregik i form af et roligt interview foran rullende kameraer, så mange derfor gik ud fra, at der var tale om en joke, indtil mændene imidlertid forsøgte at bryde ind i lejligheden ved at tæske løs på døren med sikkerhedsvagtens stol. Da dette ikke havde nogen effekt, brød de i stedet ind gennem et vindue, hvorefter der lød et skrig, før de kort tid efter kom ud igen - denne gang med blod på tøjet som et bevis på, at de havde udført den opgave, de var blevet hyret til. For inde i lejligheden lå den 32-årige Kazuo Nagano nemlig døende efter at være blevet stukket af en bajonet, som mændene havde medbragt, hvilket blev dokumenteret på meget grafisk vis af de tilstedeværende fotografer, der ligeledes fulgte med, da den sårede mand efterfølgende blev bragt på hospitalet, hvor hans liv dog ikke stod til at redde, idet han endte med at dø af sine kvæstelser.
De to såkaldte lejemordere var da allerede blevet anholdt af politiet, for de valgte nemlig at blive på gerningsstedet, hvor de trods alt var omringet af kameraer, der havde fanget hele hændelsen, så der ikke kunne være tvivl om, at de netop havde begået et overlagt drab, hvilket de derfor også blev sigtet for. Der var tale om den 56-årige Atsuo Iida, som ikke lod til at have nogen personlig tilknytning til Kazuo Nagano, men han havde dog ejet et lille stålværk, hvor seks af hans ansatte tilsyneladende var blandt mandens utallige ofre, så det var muligt, at de havde opfordret ham til at tage livet af storsvindleren.
Ude foran lejligheden nævnte Atsuo dog specifikt, at han tog hævn på vegne af en 87-årig mand, som var blevet franarret 8,5 millioner yen, men det er aldrig blevet opklaret, hvem denne mand var, ligesom man aldrig har fundet ud af, hvem der eventuelt hyrede Atsuo, og hvad han i så fald selv fik ud af det. Man ved dog, at han fik hjælp af den 30-årige Masakazu Yano, der var en af hans tidligere ansatte, fordi at han åbenbart skyldte Atsuo en tjeneste, og denne gengældte han altså ved at tage del i et drab på en mand, som han slet ikke kendte. For dette blev Masakazu idømt 8 års fængsel, mens Atsuo modtog en dom på 10 års fængsel. Toyota Shoji blev begæret konkurs den 1. juli 1985, og i de kommende seks år forsøgte et advokatfirma at opspore så mange af firmaets værdier som muligt, så de tusindvis af ofre kunne få deres tabte penge tilbage.
Drabet på Kazuo Nagano er et af de mest sensationelle i japansk kriminalhistorie, fordi at det ikke blot blev dokumenteret af tilstedeværende pressefolk - det blev også transmitteret på TV, ligesom der blev bragt eksplicitte billeder i aviser, hvilket førte til kritik af de japanske medier, som man mente var begyndt at gå for langt i deres jagt på gode historier. Der opstod ligeledes debat om journalisters rolle, fordi at så mange bare havde ageret passive vidner til en forbrydelse, som de valgte at dække i stedet for at gribe ind og forhindre den. Generelt blev offeret dog betragtet som den sande skurk, mens hans to drabsmænd blev hyldet for deres handlekraft, så denne sag var også med til øge fokusset på det japanske retssystem ved at vise, hvilke konsekvenser det kan have, når offentligheden må tage loven i egen hånd.