Familiedrabet i Makkari

Sakae Sato

Om aftenen den 4. juni 1959 vendte den 17-årige Noriko Yokouchi hjem til sin families gård i byen Makkari på Hokkaido, hvor hun åbnede døren op og fandt sin 11-årige lillesøster, Kumiko, som lå blødende på gulvet sammen med den 20-årige Sakae Sato, som var ansat til at hjælpe til på gården, hvor han derfor boede. De to havde tilsyneladende været udsat for et angreb, og da Noriko begav sig ovenpå, fandt hun resten af sin familie døde - foruden hendes 16-årige lillebror, Kazuaki, som lå og sov på sit værelse, hvorved han havde overlevet en massakre, som havde kostet halvdelen af husstanden livet. I alt 12 mennesker boede nemlig på gården, men den 14-årige Yasuyo var indlagt på hospitalet, mens den 12-årige Masahiro var på besøg hos nogle slægtninge.

Ofrene var derfor den 76-årige Chutaro Yokouchi, hans 48-årige søn, Motoharu, og 42-årige svigerdatter, Teruko, samt parrets 6-årige søn Gyokotu og døtrene Yukimo og Miwako på 9 og 4 år. Og selvom hun var i chok over at have fundet størstedelen af sin familie døde, skyndte Noriko sig at slå alarm, så Kumiko og Sakae kunne blive bragt på hospitalet, hvor man kunne konkludere, at de var blevet angrebet med en machete. Dette var tilsyneladende sket i tidsrummet mellem 21 og 23, fra da Kazuaki gik i seng, til Noriko vendte hjem fra arbejde, og eftersom huset var blevet gennemrodet, antog man, at der måtte være tale om et hjemmerøveri.

Sandheden skulle imidlertid vise sig at være en helt anden. For da man afhørte Kumiko, fortalte hun, at gerningsmanden var ingen ringere end Sakae, som ellers også var blevet såret under angrebet. Han havde imidlertid kun modtaget to snit i hovedet, mens resten af familien havde modtaget adskillige hug, og ved nærmere undersøgelser kunne man konkludere, at sårene i Sakas hoved var selvpådragede - altså havde han forsøgt at dække over forbrydelsen ved at gøre skade på sig selv, hvilket han allerede erkendte den 6. juni efter at være blevet konfronteret med politiets mistanke om, at han var den skyldige.

Sakae skulle ellers have været adopteret ind i familien Yokouchi, da han i stedet valgte at slå dem ihjel, fordi han følte sig behandlet som en slave i de to år, hvor han havde været ansat på gården. Han frygtede derfor, at han ved at blive en del af slægten ville blive tvunget til at arbejde for familien resten af livet, hvilket han ikke kunne overskue, og derfor valgte han altså at slå dem ihjel. Sakae ventede herefter på en oplagt mulighed, hvor hele husstanden lå og sov, og om aftenen den 4. juni valgte han derfor at føre sin plan ud i livet, efter at alle foruden den 11-årige Kumiko var gået i seng. Hun sad nemlig og læste i stuen, da hun som den første blev overfaldet af Sakae, som stak pigen ned med en machete, hvorefter han begav sig ovenpå for at tage livet af de voksne. Men eftersom tre af børnene sov sammen med deres bedstefar, blev de ligeledes dræbt.

Sakae gennemrodede herefter huset for at få det til at ligne et rovmord, før han begav sig udenfor, hvor han skilte sig af med macheten efter at have hugget sig selv to gange i hovedet, så han ligeledes kunne fremstå som et offer, når Noriko vendte hjem. Men han havde ikke taget højde for, at Kumiko havde overlevet de i alt 11 stik, hun havde modtaget, så takket være hendes vidneudsagn, slap Sakae Sato ikke afsted med forbrydelsen, som kostede seks mennesker livet. I forbindelse med retssagen blev han dog mentalundersøgt, og det blev i den forbindelse konkluderet, at han var psykisk ustabil, og han undgik dermed at blive dømt til døden, idet han i stedet blev idømt livsvarigt fængsel.