Knivangrebet på Etajima

Chen Shuangxi

Kineseren Chen Shuangxi kom i 2012 til Japan som gæstearbejder, så han kunne tjene penge ved at arbejde på en fiskefabrik på øen Etajima i det japanske indlandshav, hvor han blev indlogeret hos ejeren af fabrikken: Nobuyuki Kawaguchi. Chen var imidlertid utilfreds med både løn- og arbejdsforholdene, så året efter begyndte han at melde sig syg, mens han forgæves forsøgte at bryde fri fra sin kontrakt, så han kunne forlade sin arbejdsplads og rejse hjem til Kina, hvilket Nobuyuki forhindrede ham i.

De to kom jævnligt op at skændes, hvilket eskalerede under endnu en uoverensstemmelse den 14. marts 2013, hvor den 30-årige Chen valgte at stikke den 55-årige Nobuyuki ned med en kniv og tæske ham med en skovl i hans hjem, hvor Chen boede, før han begav sig hen på den nærliggende fabrik og hér gik amok med både kniven og skovlen, som han anvendte til at angribe sine kolleger med. Dette resulterede i, at i alt seks personer blev såret, mens den 68-årige Masako Hashishita mistede livet, da hun blev slået i hovedet med skovlen, før politiet mødte op og fik anholdt Chen på stedet.

Den unge kineser blev således sigtet for at have taget livet af to mennesker, for hvilket han i 2015 blev idømt livsvarigt fængsel. I retten anerkendte man nemlig, at forbrydelsen var en handling foretaget i frustration over, at Chen længe havde været utilfreds med sin chef og sin arbejdsplads, som han ikke kunne slippe væk fra, hvilket fik ham til at miste besindelsen, idet han lod sin vrede gå ud over begge dele. Mens Chen havde følt sig uretfærdigt behandlet og sågar udnyttet, fordi han var gæstearbejder, så var han som udlænding også socialt afskåret fra sine kolleger, fordi han ikke kunne forstå japansk, og han var sågar af den opfattelse, at der blev sladret om ham.

Nobuyuki havde åbenbart også forhindret Chen i at gå udenfor, så han generelt var isoleret fra andre mennesker og dermed blev han også meget ensom under sit ophold i Japan, hvilket påvirkede hans mentale helbred såvel som hans syn på japanerne. Sagen satte derfor fokus på udnyttelsen af gæstearbejdere i Japan, men også på rekrutteringssystemet, idet Chen havde oparbejdet en høj gæld for at kunne få en arbejdstilladelse og dermed lov til at rejse til Japan, hvor forholdene altså ikke levede op til det, han ellers var blevet lovet og derfor også havde forventet.

Total Page Visits: 102 - Today Page Visits: 1