

Keiji Inoue var kun 15 år gammel, da han i 2000 invaderede et hjem i landsbyen Notsu på Kyushu, hvor han bevæbnet med en kniv endte med at tage livet af tre personer, mens tre andre blev hårdt såret. Der var endda tale om huset, hvor en af hans skolekammerater boede - nemlig en et år yngre pige ved navn Mai, og det var tilsyneladende også hende, der var udgangspunktet for den blodige hjemmeinvasion, idet Keiji to gange var blevet fanget i at lure ind ad badeværelsesvinduet. I samme periode blev der desuden stjålet trusser fra flere hjem i Notsu, hvilket også skete hos Mai, hvilket førte til rygter om, at Keiji stod bag. Og da han således fik ry for at være en pervers knægt, begyndte de lokale at tage afstand til ham og kigge skævt til ham.
Det var pigens 65-årige morfar, Mansei Iwasaki, der havde afsløret Keiji i at kigge ind ad badeværelsesvinduet, ligesom det også var ham, der havde konfronteret drengens forældre og truet med at gå til politiet. Så Keiji var overbevist om, at det var ham, der var årsagen til hans sociale udstødelse. Af den grund udså han sig også den ældre mand og hele hans familie som ofre for en blodig hævnagt, som fandt sted natten til den 14. august 2000, hvor Keiji brød ind i familiens hjem og stak alle seks af dens medlemmer ned, imens de lå og sov. Det første offer var dog Mais 13-årige lillebror, Junya, som blev vækket, da han hørte vinduet blive knust, og han blev derfor stukket ned, da han stødte ind i Keiji i gangen, før den 15-årige dreng begav sig videre til soveværelserne, hvor Mai, hendes mor, morfar og mormor ligeledes blev stukket ned.
Skrigene fik dog vækket familiens yngste medlem i skikkelse af den 11-årige Seiya, som formåede at flygte fra huset, men da Keiji forlod dette, fik han desværre øje på drengen, der som den sidste blev stukket ned ude foran hjemmet, før Keiji afslutningsvis satte ild til dette. Han begav sig efterfølgende hjem i troen på, at han netop havde taget livet af hele seks mennesker, men det var dog kun tre af dem, som var døde, idet Seiya, Mansei og Mai utroligt nok stadig var i live trods deres omfattende kvæstelser. Selvom Mai var blevet ramt i ryggen og dermed havde mistet førligheden i sine ben, kunne hun endda slå alarm, så politi og brandvæsen hurtigt kunne komme og redde de tre overlevende, så det kun var halvdelen af husstanden, der blev udslettet af Keiji, idet Mai mistede sin 13-årige lillebror Junya, 41-årige mor Tomoko og 66-årige mormor Sumiko.
At Keiji var gerningsmanden, kunne de tre vidner samtidig berette, og det sendte naturligvis chokbølger gennem Japan, at en kun 15-årig dreng havde stået bag en så voldsom forbrydelse, men dækningen af denne blev derfor også nedtonet i medierne, fordi at man havde med en mindreårig gerningsmand at gøre, hvilket samtidig betød, at Keiji blev underlagt anonymitet. Selvom det allerede var blevet bestemt, at den kriminelle lavalder skulle sænkes fra 16 til 14 år, så skete dette nemlig først året efter, hvilket rettere sagt betød, at Keiji ikke kunne idømmes fængsel for sin ellers planlagte og brutale forbrydelse. Han slap derfor med en behandlingsdom, før han blev overdraget til en ungdomsinstitution i Tokyo, hvorfra han i 2003 blev løsladt efter at være fyldt 18 år.