Murahachibu er en betegnelse for kollektiv afstraffelse, som foregår i små lukkede lokalsamfund, hvor beboerne udgør et social fællesskab. Hvis man ikke passer ind i dette eller bryder de uskrevne regler eller alment gældende normer, risikerer man derfor at blive udstødt og set ned på, hvilket i sig selv er et eksempel på murahachibu, der imidlertid også kan inkludere chikane, hærværk og rygtespredning. Man kan således kalde murahachibu for mobning blandt indbyggere, der udser sig personer eller hele husstande som mål, fordi de af en eller anden grund ikke er blevet accepteret af lokalsamfundet.
Historisk set er murahachibu derfor blevet anvendt som en metode, hvorigennem man tvang folk til at indordne sig ved at degradere deres sociale status, idet man i Japan har en meget stærk gruppementalitet, så man derfor vil føle sig som en del af et fællesskab og blive anerkendt i dette. Murahachibu kan omvendt have den konsekvens, at man bliver fordrevet fra sit hjem, fordi man ikke agter at passe ind eller efterleve de lokale regler og værdier, som beboerne har udformet og lever efter. Murahachibu har dog også drevet folk ud over vanviddets rend, så mens nogle personer har begået selvmord, fordi de er blevet påvirket psykisk, så har andre derimod begået forbrydelser såsom massakrer grundet det had, de har følt til de andre indbyggere i et lokalsamfund.
Dette drejer sig blandt andet om Mayumi Hayashi, der i 1998 puttede arsenik i maden under en sommerfest, Kosei Homi, der i 2004 dræbte fem af sine naboer og satte ild til deres hjem, den kun 15-årige Keiji Inoue, der i 2000 invaderede nabobygningen og dræbte beboerne, og Mutsuo Toi, der i 1938 dræbte 30 indbyggerne i sin landsby. Motivet bag disse forbrydelser var tilsyneladende at udføre en kollektiv straf og ramme så mange som muligt i det sociale fællesskab, som havde lagt afstand til gerningspersonerne og spredt rygter om dem, så de følte sig udstødt fra det lokalsamfund, de ellers var en del af.
Nu om dage foregår murahachibu som en kulturelt indlejret reaktion, der kommer til udtryk på forskellig vis, men oprindeligt var det en mere eller mindre officiel sanktion, som blev anvendt i de japanske landsbysamfund, hvor der var tre grader af afstraffelse af dem, som ikke passede ind eller ikke fulgte reglerne. Man kunne først og fremmest modtage en bøde, hvilket var en temmelig mild straf, der som sådan ikke havde nogen sociale konsekvenser. Det havde den næst værste sanktion derimod, idet denne bestod af social udelukkelse, hvor man blev nægtet at deltage i sociale arrangementer, ligesom lokalbefolkningen undlod at yde hjælp til blandt andet markarbejde og høst. Udtrykket murahachibu hentyder nemlig til, at man var udelukket fra otte af de ti fællesaktiviteter i landbyen, hvorved man kun kunne få hjælp til to, hvilket var i forbindelse med brandbekæmpelse og begravelser. Ud over dette var man kort sagt overladt til sig selv, selvom man var omgivet af andre mennesker, som dog ikke ønskede at have noget med en af gøre.
I værste fald kunne man blive fordrevet fra sin hjemegn, hvilket var den hårdeste sanktion, man kunne modtage. Og eftersom man i Japan var meget mistroisk over for udefrakommende, var det meget svært for folk at slå sig ned i andre landsbyer, hvilket var grunden til, at man gjorde alt for at passe ind i den, hvor man havde hjemme. Dette er også forklaringen på, at familier forblev boende på det samme sted i århundreder, så deres slægt blev knyttet til en bestemt egn, hvorved der opstod hierarkier blandt indbyggerne, hvor de ældre slægter besad den højeste status og dermed også magten i lokalsamfundet. Og netop fordi at der var tale om gamle familier, så var de meget skeptiske over for alt, hvad der var nyt og fremmed, hvorved de sociale normer forblev de samme i generationer.
Murahachibu fortsatte med at præge japanske landbyer helt frem til efter Anden Verdenskrig, hvor man i de lokale samfund blev mærket af, at unge flyttede til byerne for at studere, hvorefter de aldrig vendte tilbage til deres hjemegn. Efterhånden som de ældre indbyggere begyndte at dø, gjorde de traditionelle værdier det også, men mange japanske landsbyer er endnu kendetegnet ved sociale hierarkier og uskrevne regler, som man indirekte opfordres til at følge via murahachibu, der finder sted i forskellige formater. Mens det nu er en sjældenhed, at en hel landsby fungerer ud fra fælles værdier, så er det derimod udbredt i byområder, gader og boligkomplekser, hvor nytilflyttere ofte kan have svært ved at blive accepteret, mens de opfordres til ikke at skille sig ud eller udføre noget, der kan forstyrre harmonien i lokalområdet.
Hvis man gør dette, kan man nemlig blive udsat for murahachibu, hvilket typisk foregår ved, at man bliver ignoreret af ens naboer, mens ens meninger ikke vil blive hørt under eventuelle beboermøder. Et næste skridt vil som regel være rygtespredning, og så er det heller ikke unormalt med en form for chikane, så man ikke blot føler, at man er uønsket, men at man også forstår, at man er det. På den måde bliver ens daglige tilværelse i ens eget hjem uudholdelig, hvilket man dog selv kan ændre på ved at tilslutte sig fællesskabet og efterleve dets regler. Murahachibu er imidlertid ikke et legalt fænomen, idet flere metoder tværtimod er ulovlige, så det er faktisk muligt at lægge sag an mod folk, som udfører murahachibu. Men dermed gør man også bare problemerne værre, idet man inddrager myndighederne og dermed udenforstående i konflikten, så man ikke blot bliver betragtet som afviger i fællesskabet men derimod en fjende af dette.