

Shinsho Oba var ansat i sin bedstefars sakebryggeri i byen Shimabara på Kyushu, men da bedstefaren døde i en alder af 92 år i 1969, valgte han at testamentere bryggeriet til sin yngste søn, som var Shinshos onkel, idet hans ældste søn, som var Shinshos far, døde i 1962. Shinsho så sig derfor forbigået og mistede muligheden for at drive sakebryggeriet videre efter sin bedstefar, og han blev derfor fyldt med vrede, som han valgte at rette mod sin onkel, eftersom han ikke blot fyrede Shinsho, men samtidig tvang ham til at flytte fra bedstefarens hus, hvor han indtil da havde boet sammen med sin mor, kone og deres to små sønner.
Shinsho følte, at hans verden faldt fra hinanden, så han forsøgte at overtage bryggeriet fra sin onkel ved at sagsøge ham. Der opstod således splid i familien, hvilket man prøvede at løse internt, da der om aftenen den 31. januar 1970 blev afholdt et familiemøde, hvor den 32-årige Shinsho dog blev kritiseret for sin stædighed. Og dette fik ham desværre til at miste besindelsen, idet han i løbet af natten besluttede sig for at udslette hele sin familie, hvilket han påbegyndte, da han klokken 1.30 dræbte sin 52-årige mor, 30-årige kone og to sønner på 3 og 1 år ved at kvæle dem alle, imens de lå og sov i hans eget hjem.
Shinsho satte herefter ild til huset, før han bevæbnet med et jagtgevær begav sig videre til sin onkels hjem ved siden af, hvor han bankede på og skød den 53-årige mand i maven, netop som han åbnede døren. Shinsho stak da af i sin bil og kørte videre til sin 49-årige faster og hendes 51-årige mand, som begge ligeledes blev skudt i deres hjem, samtidig med at brandvæsnet nåede frem til det brændende hus, hvor man begyndte at bekæmpe ilden, mens man gradvist fik kendskab til den omfattende familietragedie, der havde udspillet sig.
Shinshos onkel havde nemlig overlevet, så han kunne dermed også fortælle, at det var hans nevø, som havde skudt ham. Og da man i søgningen efter Shinsho fandt frem til ligene af hans faster og hendes mand, som også var blevet skudt, indledte man jagten på den 32-årige mand, der dog kort tid efter blev fundet i sin bil, som holdt parkeret få hundrede meter fra fasterens hus, hvor Shinsho Oba havde valgt at begå selvmord ved at skyde sig selv. Senere skulle det dog vise sig, at der var langt flere ofre, for da man i løbet af morgenen fik slukket ilden i Shinshos hjem, fandt man frem til yderligere fire lig, så i alt syv personer havde mistet livet, mens den person, der var målet for Shinshos frustrationer ironisk nok formåede at overleve.