Sake

SakeSake er en alkoholisk drik brygget på fermenteret ris, af hvilken grund man også kalder sake for risvin. Brygningsprocessen minder dog mere om den, man ser under produktionen af øl. Alkoholprocenten i sake er imidlertid højere end den i øl og i vin – typisk vil den ligge på omkring 15 % – men præcis som med øl og vin, så findes der mange forskellige mærker og typer af sake, og ren sake vil som regel have en alkoholprocent på omkring 20 %, inden det bliver fortyndet med vand. Normalt er sake klart og gennemsigtigt, men med tiden vil det blive mere gulligt, hvilket også er tilfældet, hvis væsken opbevares i træbeholdere. Der findes dog også ufiltreret sake kaldet nigori, der har en tåget farve lidt ligesom tynd mælk. Sake kan serveres både kold, varm eller ved rumtemperatur.

Sake har eksisteret i Japan i over 1000 år, og landet har ligesom mange andre haft beværtninger, hvor folk kunne købe sake, der enten blev serveret i små fade eller kopper. En traditionel sakekop kaldes choko og minder om et æggebæger i sin størrelse, mens sakeflasker kan kendes på deres dråbeformede design. Brygningen i tønder blev afskaffet begyndelsen af 1900-tallet, hvor også hjemmebrygning blev forbudt, men sake sælges endnu i tønder, der er omkring 60 cm. høje. Disse er typisk dekoreret med tegn og malerier og indgår ofte i særlige begivenheder, hvor det er en tradition at slå hul på låget af en saketønde for at fejre eksempelvis et bryllup, en sejr eller indvielsen af en bygning eller en udstilling. I butikker sælges sake dog normalt i flasker i forskellige størrelser helt op til 1,8 liter, og når man drikker under et selskab, så er det almindeligt, at andre fylder ens kop, når den er tom eller er ved at være det. Selv nu om dage er det normalt, at drikke sake i små kopper, og sake serveres både på restauranter og på barer, hvor det stadig er blandt japanernes foretrukne alkoholiske drikke, selvom øl og vin også er populært.

Den 1. oktober er national sake-dag i Japan, hvor ordet sake desuden bare betyder alkohol. Det, som man i andre dele af verden kalder for sake, hedder i Japan nihonshu, hvilket kan oversættes til “japansk alkohol”, mens det i lovgivningen er kendt som seishu, der er betegnelsen for den klare udgave af sake, hvorved andre udgaver såsom den ufiltrerede nigori faktisk ikke er ægte sake i officiel forstand. 

Total Page Visits: 461 - Today Page Visits: 1