Den 12. januar 1948 fandt to politimænd ligene af fem spædbørn i Tokyo, og da en obduktion viste, at de ikke var døde på naturlig vis, begyndte en jagt på den pågældende drabsmand. Myndighederne havde dog ingen anelse om, at dette ville blive begyndelsen på en af de største drabssager i Japans historie, for efter flere undersøgelser pegede alle beviserne mod jordemoderen Miyuki Ishikawa, der bestyrede et børnehospital, hvor over hundrede spædbørn var forsvundet siden 1944. Under og efter Anden Verdenskrig havde mange forældre ikke råd eller overskud til at tage sig af deres nyfødte, så flere valgte at efterlade dem på børnehospitalet i troen på, at de hér ville være i gode hænder.
Antallet af babyer hobede sig med tiden op, så Ishikawa og hendes personale dog ikke længere kunne tage vare på alle, og mange af børnene omkom således som følge af omsorgssvigt, hvilket fik størstedelen af de ansatte til at sige op i protest mod de forhold, som både de og spædbørnene befandt sig i. Ishikawa endte på den måde med at gøre babyernes død til en forretning, idet hun simpelthen begyndte at kræve penge af forældre for sammen med sin mand at slå deres børn ihjel med påstanden om, at det ville være billigere at betale hende for at skille sig af med børnene, end det ville være at skulle opdrage dem i disse tider. Ishikawa fik hjælp af en kollega til at udstede falske dødsattester, hvor det fremgik, at børnene var døde ved fødslen eller som følge af vuggedød, hvorved hun på den måde undgik at komme i politiets søgelys.
Da Ishikawa blev anholdt den 15. januar 1948, kom det endelig frem, at hun tilsyneladende havde slået mere end 103 børn ihjel. Ligene af disse havde hun gemt rundt omkring i det offentlige rum, hvor det ikke ville være muligt at lede politiet på sporet af hende - for eksempel fandt man 30 døde spædbørn i et tempel, men Ishikawa selv kunne ikke sætte tal på, hvor mange børn, hun havde dræbt, så det egentlige tal er og bliver ukendt. Ishikawa skød imidlertid skylden på de forældre, der enten efterlod deres børn eller var villige til at give afkald på dem mod betaling, men ingen andre end hende, hendes mand og lægen, der hjalp dem med at udstede dødsattester, modtog dom i sagen.
Ishikawa blev idømt 8 års fængsel. Dog appellerede hun dommen og fik den halveret til blot 4 års fængsel, hvilket var en temmelig mild dom, som skyldtes, at man anså hendes forbrydelse for at være omsorgssvigt og ikke drab, hvorved hun blev dømt for at have forvoldt et udefineret antal børns død, og hun har derfor heller ikke status som seriemorder, selvom antallet af ofre ville gøre hende til en af Japans værste. Denne sag var desuden medvirkende til, at man i Japan begyndte at overveje mulighed for at legalisere abort for på den måde at forhindre uønskede børn, hvilket blev en realitet allerede året efter i 1949, hvor økonomisk dårligt stillede kvinder fik mulighed for lovligt at få en abort. Der blev ligeledes gjort mere ud af at oprette børnehjem til de mange uønskede børn, der blev født i efterkrigstiden, hvor mange japanske kvinder eksempelvis fik børn med amerikanske soldater, hvilket var socialt stigmatiserende.